Det at lege er i sin essens ikke bundet af noget formål, der rækker ud over selve aktiviteten. Men der er ikke noget til hinder for, at den ud fra en mere omfattende betragtning kan tjene et nyttigt formål. Hvordan dette kan lade sig gøre, får man svaret på i de forskellige klassiske legeteorier.
At de er klassiske indikerer, at de har haft deres storhedstid og ikke i dag tillægges stor betydning.
Ifølge den tyske psykolog og filosof Karl Groos (1861-1946), der er ophavsmand til den såkaldte forøvelsesteori, er legens funktion den at forberede individet til livets senere alvorlige og livsvigtige opgaver (Spiele der Tiere, 1896, og Spiele der Menschen, 1899). Teorien gælder både for mennesker og dyr, men er især opstået gennem iagttagelse af dyreungers leg. Man behøver blot at tænke på den leg, der kan iagttages hos kattekillinger, hundehvalpe, ræveunger, gedekid osv.
Legene tjener tilsyneladende ikke noget formål ud over legen selv, men ud fra en overordnet betragtning er de alligevel en god forøvelse til det senere voksenliv, hvilket understreges af, at de unge dyr leger på en artstypisk måde, der svarer til de voksne dyrs livsform; endvidere af, at leg ikke forekommer hos dyrearter, der træder færdigudrustede ud i kampen for tilværelsen, fx insekter, men kun hos dyr med en kortere eller længere ufærdighedsperiode.
Legen er så at sige en slags selvuddannelse, der drives frem af en medfødt aktivitetstrang, der dels består i efterligning, dels i en legende eksperimenteren. Gennem legen udvikles ikke alene sanserne og musklerne samt koordinationen mellem dem, men også iagttagelsen og tænkningen. Gennem fælles- og gruppelege opøves den sociale tilpasning.
Legen er med andre ord underlagt et højere formål, men et formål, som er det enkelte individ ubekendt.
En anden teori er kraftoverskudsteorien, der går tilbage til Herbert Spencer. Den siger, at den energi, som ikke bruges i kampen for tilværelsen, giver sig udslag på en tilsyneladende "unyttig" måde i form af leg. Til gunst for denne teori taler, at børn, der er syge og trætte, sjældent leger. På den anden side forklarer den ikke, at leg antager netop de og de former og ikke andre.
Teorien blev foregrebet af Schiller, men fik hos denne mere karakter af en rekreationsteori, idet man gennem legen frigør sig fra arbejdets tvang og som følge deraf føler sig mere fri.
Den amerikanske psykolog Granville Stanley Hall omtales i reglen som ophavsmand til den såkaldte atavismeteori, efter hvilken børn i deres leg kort genopliver de tidligere, især primitive trin i menneskehedens kulturudvikling, fx i deres jagt-, kamp-, kaste- og hulebygningslege. Den bygger på forestillingen om en analogi mellem fylogenese og ontogenese. I de nævnte lege kommer de gamle instinkter til udtryk i afsvækket form og afreageres derved.
Beslægtet med denne teori er katharsisteorien, der yderligere antager, at de medfødte instinkter ikke afsvækkes eller udslukkes gennem legen, men at sindet renses fo r de tilhørende følelser.
Endelig bør nævnes, at den hollandske kulturhistoriker Johan Huizinga i værket Homo ludens. Om kulturens oprindelse i leg (1938, på dansk 1963) har fremsat en kulturfilosofisk teori. Herefter gøres legen til en uafledelig grundform for menneskelig virksomhed, der i den grad er indvævet i de fleste kulturforeteelser, at det fører ham frem til den påstand, at kulturen ligefrem er grundlagt i leg.
I værket fremhæver han legens betydning i retsvæsen (ceremoniel, udklædning i kappe og paryk, dyst mellem anklager og forsvarer), kunst, sport, spil og de former, hvori det religiøse (kult, ritual, processioner) og videnskabelige (fx disputatser) liv udfolder sig.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.