Kina har aldrig været et oplysningssamfund. Staten i denne eller hin form har så godt som altid siddet solidt på oplysningsapparatet. Frem til kommunisternes magtovertagelse i 1949 var læsning forbeholdt en snæver uddannet elite. Rygter og beretninger blev overbragt af tehusenes historiefortællere.
Men Kinas ledere har stort set altid været i stand til at massekommunikere i jungletelegrafisk forstand. Vigtige meddelelser om fx kejserens død blev bragt ud med forbløffende hast af kurerer og formidlet videre i lokalsamfundene, et system, der blev dygtigt kalkeret af de kommunistiske magthavere i det nye Kina.
Formidling var (og er) altså, når man ser bort fra mellemkrigsårene og fem dage under opstanden i maj 1989, forbeholdt magthaverne. Allerede i 798 blev studerende ved Det Kejserlige Universitet straffet for "ukorrekt politisk kritik" af myndighederne, sådan som kritikere stadig straffes i begyndelsen af det 21.århundrede.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.