.

Folkets Dagblad, Renmin Ribao, officielt organ for Kinas Kommunistiske Parti og talerør for Kinas regering. Folkets Dagblad blev grundlagt i 1948 i Hebei-provinsen. Siden 1949 har avisen haft centralredaktion i Beijing, og den trykkes i 18 byer i et samlet oplag på ca. 6 mio. (1995). En redaktionel udrensning fandt sted i 1989, efter at avisen havde forsøgt en delvis uafhængig rapportering af studenteropstanden samme år på Den Himmelske Freds Plads. Almindeligvis er avisens versioner nøje koordineret med materialet fra nyhedsbureauet Xinhua, der ligeledes er underlagt den kinesiske regering. Dog havde avisen 1978-89 tradition for at bringe mere liberale synspunkter end andre partiblade. Logoet er skabt af Mao Zedong.

Avisens engelske hjemmeside

Avisens hjemmeside

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig