Xinhua She, Kinas officielle nyhedstjeneste. Xinhua opstod i 1929 som det forbudte kommunistpartis propagandaorgan, der lavede opslag og opbyggelige skildringer af kommunismen. Tjenesten blev partiets officielle nyhedsformidler efter Den Lange March 1934-35 med bl.a. en radiotjeneste på engelsk. Efter revolutionen i 1949 opstod afdelinger, som alene beskæftigede sig med at føre Kinas politik. Fx i Hongkong, hvor Xinhua frem til Kinas magtovertagelse i 1997 havde 3000 ansatte og refererede direkte til Kinas regering uden om hovedredaktionen i Beijing. Omkring 2000 forsyner Xinhuas regulære nyhedstjeneste fortsat alle medier med stof fra ind- og udland. Skønsmæssigt 75% af nyhederne er forbeholdt særligt indviede i parti, regering og andre væsentlige organer, mens de øvrige 25% kommer ud til offentligheden via radio, tv, aviser og magasiner. Se også Kina (massemedier).