Kasakhstan er med sine talrige befolkningsgrupper af forskellig oprindelse en multietnisk stat. De antalsmæssigt dominerende grupper er kasakhere og russere, men der findes også mindre grupper af ukrainere, usbekere, tyskere, tatarer og hviderussere. Dertil kommer en lang række mindre folkeslag. Befolkningstallet faldt i perioden fra 1989 til 1999 med 1,5 millioner på grund af emigration af især russere og tyskere, men siden 2002 er det igen øget og nærmede sig 15 millioner i 2005.

Befolkningssammensætningen afspejler bl.a. landets historie. Allerede fra 1700-tallet slog grupper af russiske kosakbønder sig ned på de frugtbare sletter mod vest og nord, og efter den endelige erobring af Centralasien bosatte russiske soldater sig i området syd for Balkhasj, Syvflodslandet. Under den store tvangskollektivisering i Sovjettiden blev mange kulakker tvangsflyttet til Kasakhstan, og under 2. Verdenskrig blev både virksomheder og arbejdere evakueret hertil. I denne periode blev også volgatyskere forvist hertil, og i 1950'erne var der stor tilflytning af unge russere og andre sovjetborgere til kampagnerne med opdyrkning af "jomfruelig jord" på de nordlige sletter. Desuden har råstofudvinding og nyetableret industri siden 1930'erne tiltrukket russiske specialarbejdere og teknikere.

Også den kasakhiske befolkningsgruppe berørtes af tilhørsforholdet til Rusland. Nedkæmpelsen af en opstand i 1916 medførte, at flere stammer flygtede til Kina, og da nomadebefolkningen i 1930'erne blev tvunget til bofasthed og kollektivisering af kvægflokkene, indtraf en stor nedgang i kvægbestanden og en deraf følgende hungerkatastrofe. Igen flygtede mange til Kina og Mongoliet, hvor befolkningstallet ikke steg mellem 1926 og 1939, og kasakherne kom i mindretal i landet. Først i 1989 blev de atter den største etniske gruppe, bl.a. på grund af russisk udvandring, som er steget efter selvstændigheden.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig