Kasakher, folkeslag, som er efterkommere af mongolske og tyrkiske stammer, der i 1400-t. indvandrede til Centralasien. Der er i alt 8-9 mio. kasakhere, heraf 6,7 mio. i Kasakhstan, ca. 1 mio. i det øvrige Centralasien og Rusland samt 1 mio. i Xinjiang i Kina og 150.000 i Mongoliet. De var oprindelig hesteberedne nomader og har i længere tid end Centralasiens øvrige folkeslag uhindret kunnet fortsætte denne livsform, fordi de har levet afsondret. Den russiske ekspansion langs med Ural med opdyrkning af jorden og udvinding af mineraler til følge indskrænkede kasakhernes territorium og hæmmede nomadelivet.

Faktaboks

Etymologi
Ordet kasakh er vandret via russisk fra tyrkisk kazak 'fri og uafhængig person', samme ord som kosak.

Sprog

Kasakhisk er et nordvesttyrkisk sprog, der blev udviklet som skriftsprog i anden halvdel af 1800-t., skrevet med det arabiske alfabet, fra 1929 med det latinske alfabet og efter 1940 med det kyrilliske.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig