Joseph Bech

Joseph Bech studerede jura ved universiteter i Fribourg i Schweiz og i Paris. Da han havde afsluttet sine studier i 1914, etablerede han et advokatkontor i Luxembourg. Samme år blev han valgt til Luxembourgs parlament for det nyoprettede Rietspartei (Højrepartiet), som i 1944 tog navneforandring til Det Kristeligt-sociale Folkeparti.

I 1921 blev Bech udnævnt til indenrigs- og undervisningsminister. I 1926 blev han premierminister samt udenrigs- og landbrugsminister. Det var under hans periode som premierminister imellem 1926 og 1936, at den globale økonomiske krise brød ud efter krakket på Wall Street i 1929. Den økonomiske krise medførte i de europæiske lande stærkt stigende protektionisme, som ramte en storeksportør af stål som Luxembourg meget hårdt.

Bech forstod, hvor altafgørende eksport er for Luxembourg og andre landes økonomier. Tyskland var Luxembourgs primære samhandelspartner. Derfor prøvede Bech at begrænse Luxembourgs økonomiske afhængighed af Tyskland så meget som muligt. Det var i dette forsøg på at udvide markederne for stålindustrien i Luxembourg, at der blev indledt forhandlinger om et tættere økonomisk samarbejde og en toldunion med Belgien og senere med Holland (Nederlandene). Det var de grundlæggende tiltag, som skabte fundamentet for oprettelsen af Benelux-unionen i 1944.

Da Tyskland invaderede og annekterede Luxembourg den 10. maj 1940, blev Bech sammen med flere andre ministre og statsoverhovedet, storhertuginde Charlotte, tvunget til at forlade landet. Der blev dannet en luxembourgsk eksilregering i London. Luxembourg havde påberåbt sig ubevæbnet neutralitet for sin sikkerhed før Anden Verdenskrig. Men allerede i 1942 på et besøg i Washington tilkendegav Bech, at hans land ønskede at deltage i et fremtidigt system for kollektiv sikkerhed.

Bech underskrev som udenrigsminister Benelux-traktaten i 1944, der indebar etableringen af en union med en fælles ydre toldmur og et fælles indre marked mellem Belgien, Holland (Nederlandene) og Luxembourg. Det var Bechs erfaringer med oprettelsen af en økonomisk union med fri bevægelighed for arbejdstagere, kapital, tjenester og varer, som senere viste sig at være nyttig i forbindelse med oprettelsen af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab.

Gennem hele sin karriere var Bech præget af erindringerne fra Første Verdenskrig og den efterfølgende krise, hvor Luxembourg var i fare for at blive opslugt af sine naboer. Denne følelse af magtesløshed førte til hans engagement i en stærk internationalisme. Han repræsenterede derfor Luxembourg i alle multilaterale forhandlinger under og efter Anden Verdenskrig og opfordrede sine landsmænd til at acceptere storhertugdømmets optagelse i de internationale organisationer, som blev oprettet: Benelux i 1944, Forenede Nationer i 1946 og NATO i 1949. Men det sluttede langt fra hermed.

Den 9. maj 1950 offentliggjorde den franske udenrigsminister, Robert Schuman (der for øvrigt var født i Luxemburg), den såkaldte Schuman-erklæring, som indeholdt et forslag om oprettelse af et europæisk kul- og stålfællesskab, hvor medlemmerne skulle være fælles om fremstillingen af kul og stål under en øverste fælles myndighed. Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab trådte i kraft i 1952 som et samarbejde mellem Belgien, Tyskland, Frankrig, Italien, Luxembourg og Nederlandene.

Bech var som Luxembourgs udenrigsminister tæt involveret i hele processen. Han var bevidst om behovet for at bringe nabolandene sammen gennem økonomiske og politiske aftaler. Han støttede entusiastisk forslaget fra Schuman. Han vidste, at dette ville give Luxembourg de nødvendige muligheder for handel og give landet en plads og en stemme i efterkrigstidens Europa. Bech var også kraftigt involveret i, at hovedkvarteret for Kul- og Stålfællesskab blev placeret i Luxembourg.

Som et næste skridt i den europæiske integrationsproces støttede Bech planerne om et europæisk forsvarsfællesskab. Planerne blev imidlertid afvist af Frankrig i 1954, men det var ikke enden på den europæiske integration. Fra 1. til 3. juni 1955 afholdtes Messina-konferencen, som Bech ledte på Luxembourgs vegne, og som senere førte til Romtraktaten, grundlaget for Det Europæiske Økonomiske Fællesskab.

Konferencen tog udgangspunkt i den såkaldte Beyen-plan opkaldt efter den hollandske udenrigsminister, Johan Willem Beyen. Planens centrale punkt var, at et fuldt økonomisk samarbejde – ikke kun inden for kul- og stålsektoren men generelt – var løsningen i stil med Benelux-traktaten.

På Messina-konferencen valgte deltagerlandene den belgiske udenrigsminister, Paul-Henri Spaak som formand for en komité (senere kaldte Spaak-komitéen), der skulle være ansvarlig for udarbejdelsen af en rapport om skabelsen af dette fælles europæiske marked. Denne såkaldte Spaak-rapport blev senere grundlaget for regeringskonferencen vedrørende fællesmarkedet og Euratom i 1956. Det førte til Romtraktaterne, der blev underskrevet den 25. marts 1957 med Bech som luxembourgsk underskriver. Traktaterne, der trådte i kraft i 1958, lagde grundlaget for hhv. Det Europæiske Økonomiske Fællesskab og Euratom. Bech deltog aktivt i hele denne proces.

Efter at have besat posten som udenrigsminister i perioden 1926-1959 og premierminister 1926-1937 og igen 1953-1958 blev han fra 1959 til 1964 formand for parlamentet, indtil han forlod den politiske scene i en alder af 77 år.

På grund af hans rolle i europæisk integration betragtes Joseph Bech som af grundlæggerne af Den Europæiske Union. Hans virke var også et eksempel på, hvordan et lille land som Luxembourg kan spille en afgørende rolle på den internationale scene via en aktiv politiker og netværker.

Bech var siden 1918 gift med Georgette Marie Delahave, som han fik en søn med.