Johan Willem Beyen

Beyen voksede op i sin fødeby Utrecht og nabobyen Bilthoven. Han læste jura på Universitetet i Utrecht som sin far, der fik en karriere i et af de hollandske jernbaneselskaber. Beyen hed oprindelig Beijen, men ændrede siden stavemåden, så navnet blev lettere at anvende internationalt.

Efter jurastudiet var Beyen kortvarigt ansat i det hollandske finansministerium, hvorefter han havde forskellige job i erhvervslivet, bl.a. hos Philips, AMRO Bank og som direktør i Unilever. Under 2. Verdenskrig var Beyen rådgiver for den hollandske eksilregering med sæde i London. Efter krigen var han i en periode Hollands repræsentant i Verdensbanken og den Internationale Valutafond (IMF).

Selv om Beyen ikke var tilknyttet noget politisk parti, blev han i 1952 udnævnt til udenrigsminister, hvilket han var til 1956. I de fire år spille han en meget vigtig rolle for den proces, som ledte frem til det Europæiske Økonomiske Fællesskab i 1957.

Beyen var ligesom Jean Monnet overbevist om – efter det mislykkede forsøg på at etablere et europæisk forsvarsfælleskab i begyndelsen af 1950’erne – at vejen frem for den europæiske integrationsproces gik via økonomisk integration med et fælles marked for alle sektorer.

Det udarbejdede han en plan for i form af den såkaldte Beyen-plan. Planens centrale punkt var, at et fuldt økonomisk samarbejde – ikke kun inden for kul- og stålsektoren men generelt – var løsningen i stil med det samarbejde mellem Belgien, Holland og Luxembourg, der blev dannet med Benelux-aftalen i 1944.

I 1955 sendte Beyen et memorandum med ideerne bag den senere Beyen-plan til sine udenrigsministerkolleger i Benelux, Paul-Henri Spaak fra Belgien og Joseph Bech fra Luxembourg. I memorandummet foreslog Beyen bl.a. en fælles toldunion. De tre mødtes kort efter, rettede Beyens memorandum til og sendte det videre til regeringerne i Frankrig, Tyskland og Italien i maj 1955.

På Messina-konferencen mellem repræsentanter for de seks senere EF-lande ledte Beyen den hollandske delegation. Han fremlagde det, der nu kaldtes Beyen-planen, for de andre landes regeringsrepræsentanter.

Konklusionerne fra konferencen blev, at der skulle etableres et økonomisk samarbejde à la det, som blev foreslået i Beyen-planen. Hermed var grundlaget skabt for Romtraktaten vedrørende det Europæiske Økonomiske Fællesskab, der blev underskrevet i Rom i 1957 og trådte i kraft den 1. januar 1958.

I perioden 1957-1962 var Beyen Hollands ambassadør i Paris. Derefter fik han et år i Bonn i samme rolle inden sin pensionering.

• Benelux