Faktaboks

Jelstrup Kirke
Sogn
Jelstrup Sogn
Provsti
Hjørring Søndre Provsti
Stift
Aalborg Stift
Kommune
Hjørring Kommune
Jelstrup Kirke

Jelstrup Kirke består af et skib og et kor fra romansk tid (ca. 1050-1275). Våbenhuset blev bygget til senere i middelalderen. Dets gavl med blændingsdekorationer er dog fra 1800-tallet.

Jelstrup Kirke
Af .

Jelstrup Kirke er en typisk dansk landsbykirke, som dog gemmer på flere fine dekorative detaljer fra dens opførelse i romansk tid og flere velbevarede inventardele fra 1600-tallet.

Kirkebygning

Jelstrup Kirke

Kirken set fra sydøst.

Jelstrup Kirke
Af .

Kirken består af romansk kor (forbeholdt præsten) og skib (menighedens rum), men krumme kvadre i murværket antyder, at bygningen oprindeligt også havde en apsis. I sengotisk tid blev der tilbygget et tårn ved kirkens vestende og et våbenhus ud for skibets syddør. Tårnet blev nedbrudt i slutningen af 1700-tallet.

I dag er kirken hvidkalket udvendigt, mens taget er belagt med en blanding af røde tegl og bly.

Den romanske kirke

I romansk tid ca. 1050-1275 blev langt de fleste kirker opført af natursten. Dette gælder også i Jelstrup Kirke, hvor de ældste dele er bygget af veltilhugne granitkvadre.

I kirkens ældste dele, nemlig koret og skibet, er der bevaret flere oprindelige detaljer. Begge de oprindelige døre i skibets vestende er bevaret, hvoraf den tilmurede norddør har et indhugget, ornamenteret kors og en ørn samt indskriften "IOHANNES". Over syddøren er der hugget et kors i et cirkelfelt. Også korbuen står som ved opførelsen.

Tilbygninger

Jelstrup Kirke
Kirken fik i sengotisk tid tilbygget et tårn på skibets vestende. Tårnet blev nedbrudt i 1700-tallet, men underdelen af tårnet er bevaret og fremstår som en forlængelse af skibet. På nordsiden af kirken kan man tydeligt se den gamle tårnunderdel, som er bygget af hvidkalkede munkesten, der står i kontrast til det romanske granitmurværk.
Af .
Licens: CC BY SA 3.0

I sengotisk tid ca. 1400-1550 blev der tilføjet et tårn ved skibets vestende, som blev opført i genanvendte kvadre og munkesten. I dag står kun underdelen af tårnet bevaret, og det fremstår derfor som en del af skibet. Særligt på nordsiden er det dog helt tydeligt, hvad der er den romanske bygning, og hvad der er den gamle tårnunderdel, idet tårnunderdelen på denne side er bygget helt af hvidkalkede munkesten, som står i kontrast til det romanske granitmurværk.

Våbenhuset ved syddøren blev også tilføjet i sengotisk tid, mens dets gavl med blændingsdekorationer, dvs. dekorative murnicher, er fra 1800-tallet.

Kirkens indre

Jelstrup Kirke
Orglet i Jelstrup Kirke. Foto: 2022.
Af .
Licens: CC BY SA 4.0

Indvendigt står kirken med hvidkalkede vægge og et mørkerødt malet bjælkeloft, som er afstemt farvemæssigt med inventaret.

Kalkmalerier

På korets sydvæg findes en række særdeles bevaringsværdige kalkmalerier fra perioden 1575-1585, ligesom der er lavet aftræk af andre malerier i skibet, som er ophængt andetsteds. De er alle udført af det såkaldte Heltborgværksted, som var virksomme i perioden ca. 1575-1600.

På korets sydvæg ses en velbevaret fremstilling af erobringen af Jeriko, som den er skildret i Bibelen. Israelitterne med Pagtens ark og basuner går rundt om Jeriko, der nærmest er fremstillet som et borganlæg. Til venstre for denne scene sidder hærføren Josva iklædt harnisk. Forlægget for fremstillingen er højst sandsynlig Christian 3.s Bibel fra 1550.

Inventar i Jelstrup Kirke

Inventaret i Jelstrup Kirke er fra flere forskellige perioder. Særligt 1600-tallet er stærkt repræsenteret.

Døbefont fra romansk tid

Kirkens ældste inventarstykke er den romanske døbefont i granit. Den er udsmykket med udhuggede felter på den halvrunde kumme og indhuggede krydsmønstre på den pyramidestubformede fod.

Klokke fra senmiddelalderen

I kirken findes også en klokke fra omkring 1450. Ved en udgravning i 1922 på den nærliggende Klokhøj fandt man dele af den støbeform, som blev brugt til at støbe klokken.

Inventar fra 1600-tallet

Jelstrup Kirke
Altertavlen i Jelstrup Kirke er fra begyndelsen af 1600-tallet. I midten sidder et korsfæstelsesmaleri, og selve tavlen er rigt dekoreret med englehoveder, søjler, malede stjerner m.m.
Af .
Licens: CC BY SA 4.0

En stor del af kirkens inventar er fra 1600-tallet. Dette gælder bl.a. alterbordsforsiden med to rundbuede felter og altertavlen, som begge er fra begyndelsen af århundredet.

Altertavlen

Altertavlen er centralt udsmykket med et korsfæstelsesmaleri og er i øvrigt rigt dekoreret med englehoveder, søjler, malede stjerner m.m.

Prædikestolen

Prædikestolen er fra 1610 og er opbygget af seks smalle fag, hvoraf de tre midterste springer frem som en karnap. På fagene er der malet indskrifter i rundbuede felter, mens fagene opdeles af træskårne dobbelte søjler.

Gravminder i Jelstrup Kirke

Af gravminder i kirken kan nævnes et epitafium, dvs. en mindetavle, med et familieportræt fra 1648, samt i våbenhuset en gravsten fra 1644. Syd for skibet fandt man i 1942 en gravsten fra romansk tid.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig