Faktaboks

Jacob Rees-Mogg
Født
24. maj 1969
Jacob Rees-Mogg
UK Parliament.
Licens: CC BY 3.0

Jacob Rees-Mogg er en britisk konservativ politiker. Han har været medlem af Underhuset i Det Britiske Parlament siden valget i 2010. Han tilhører den socialkonservative fløj i partiet, og var én af hovedaktørerne i sit parti bag kampagnen for at få Storbritannien ud af EU og efter folkeafstemningen i 2016 argumenterede han for det han selv kaldte "a clean break" med EU; dvs. en hurtig og komplet udmeldelse uden indgåelse af aftaler om fremtidige relationer. Han har beklædt flere ministerposter i hhv. Boris Johnsons regering og blev udnævnt til erhvervsminister i Liz Truss' kortvarige regering.

Jacob Rees-Moog er søn af en tidligere redaktør for avisen The Times og er uddannet på elitekostskolen Eton College og Universitetet i Oxford. Før han indledte sin politiske karriere, stiftede han et investeringsfirma, og han besidder i dag en meget betydelig formue, hvoraf store dele er placeret i skattely.

Gennem hele sine parlamentariske karriere har han ofte være i opposition til partiledelser; også på andre områder end EU-medlemskabet og han har ofte benyttet en 'filibuster' i Underhuset til at forsøge at forhale behandlingen af lovgivning.

I 2018 tilsluttede han sig fraktionen European Research Group (ERG) i det konservative parti og blev senere denne gruppes leder. ERG er en pressionsgruppe bestående af omkring 30-40 af de argeste EU-modstandere i partiet. Gruppen spillede en central rolle i udøvelsen af pression mod tidligere partileder David Cameron i optakten til folkeafstemningen i 2016. ERG spillede ligeledes en central rolle i at få fjernet Theresa May fra posten som partileder og premierminister til fordel for Boris Johnson. Da Boris Johnson overtog posten som premierminister i 2019, udnævnte han Jacob Rees-Mogg til leder af Underhuset og dermed medlem af sit Kabinet. Senere udnævnte Johnson ham til Minister for Brexitmuligheder. Da Liz Truss dannede sine nye regering efter hun vandt valget om formandsposten i partiet over Rishi Sunak i starten af september 2022 udnævnte hun Rees-Mogg til ny erhvervsminister.

Da Liz Truss blev afløst af Rishi Sunak trak han sig fra posten idet han havde støttet Boris Johnsons tilbagevenden i dette seneste formandsvalg. Med vanlig sans for historiske og nationale engelske referencer daterede han sit tilbagetrædelsesbrev med St Crispins Day i stedet for datoen den 25. oktober. St Crispins Day er denne datos navn i den kristne kalender, og den berømte St Crispintale i William Shakespeares skuespil Henrik 5. er en kraftfuld opmuntring til en undertallig engelsk hær før dens sejr over Frankrig i slaget ved Agincourt i 1415. Det er således ikke en tilfældighed at netop Rees-Moog skaber denne reference. Den passer med hans kompromisløse holdning til Brexit og indeholder et signal om, at han fortsætter den kamp som menigt parlamentsmedlem.

Jacob Rees-Mogg er stærkt troende katolik og derudover kendt som excentriker. Blandt hans mere kuriøse lovgivningsmæssige initiativer var et forsøg på at give grevskabet Somerset, hvor han er valgt, sin egen tidszone. Da spørgsmålet om homoseksuelle ægteskaber blev behandlet i parlamentet udtalte han, at han foretrak at adlyde paven i Rom og ikke den konservative partiledelses holdning til spørgsmålet.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig