Jökulsá

Jökulsá er navnet på flere islandske elve. Fælles for dem er, at de modtager smeltevand fra indlandets iskapper (islandsk jökull).

Faktaboks

Etymologi

islandsk 'jøkelå', af jøkel

Jökulsá á Fjöllum

Jökulsá á Fjöllum ved Dettifoss.

Jökulsá á Fjöllum er Islands næstlængste elv (efter Þjórsá); den udspringer på nordsiden af Vatnajökull og strømmer 206 km mod nord til deltaudløbet i Öxarfjörður på nordkysten. Elven løber i dybt nederoderede canyons, og på det nedre løb findes flere vandfald, bl.a. Dettifoss. Store dele af landskabet er fredet, bl.a. nationalparken Jökulsárgljúfur, som besøges af mange turister.

Jökulsá á Dal

Jökulsá á Dal, der også kaldes Jökulsá á Brú, er 150 km lang; den udspringer ligeledes fra Vatnajökull, men løber mod nordøst til en lang tragtformet munding på østkysten. Begge elve har stor vandføring og rummer store potentialer for udnyttelse til elproduktion.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig