Faktaboks

Ingelstrup Kapel
Sogn
Sædder Sogn
Provsti
Køge Provsti
Stift
Roskilde Stift
Kommune
Køge Kommune
Maleriet Lazarus' opvækkelse
Her ses i sort-hvid maleriet Lazarus' opvækkelse af Hendrik Krock fra 1715. Det er udlånt af Statens Museum for Kunst til kirken på ubestemt tid.

Ingelstrup Kapel har nok små dimensioner og et generelt enkelt inventar, men det har som alterprydelse et bemærkelsesværdigt maleri af hofmaleren Hendrik Krock fra 1715.

Kapellet, som er en såkaldt filialkirke til Sædder Kirke, ligger mellem de spredte gårde og marker i landskabet omtrent 16 kilometer sydvest for Køge.

Kirkebygningen

Ingelstrup Kapel er opført i 1891-1892 i historicistisk stil. Det er et lille langhus, da den har et langt kirkerum, hvor skibet og koret går i et. I det ydre er kirken hvidmalet, og den har et rødt, opskalket tegltag, hvilket vil sige, at tagfoden svajer udad.

Danske kirker ligger normalt stik øst-vest, men i Ingelstrup Kapel afviger orienteringen en del mod syd.

Kirken

Kirken er et lille langhus, som kun har tre store rundbuede vinduer på den sydlige langmur, hvor også den rundbuede indgangsdør er.

De trappeformede taggavle har begge kamtakker, som efterligner det gotiske formsprog. Den østlige gavl brydes kun af en rundbuet lem i taggavlen, mens den vestlige har et lille cirkulært vindue, og herover er der en korsformet blænding, dvs. en dekorativ murniche.

Kirkens indre

I det indre er Ingelstrup Kapel hvidmalet og bærer præg af sit flade, pudsede bræddeloft.

Inventar i Ingelstrup Kapel

Inventaret stammer fra opførelsestiden og bærer præg af enkle linjer og materialer. Der er åbne bænke, en døbefont støbt af cement og en uornamenteret prædikestol af træ.

Alterprydelsen står dog frem som særlig dekorativ. Det er nemlig et maleri af Hendrik Krock fra 1715, som viser Lazarus' opvækkelse. Maleriet er udlånt til kirken på ubestemt tid af Statens Museum for Kunst.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig