Faktaboks

Iga Swiatek

Iga Natalia Świątek

Født
31. maj 2001

Iga Swiatek er en polsk tennisspiller, der i en alder af bare 22 år allerede har vundet fire grand slam-turneringer, præstationer, der aktuelt gør Swiatek til verdens bedste kvindelige tennisspiller.

Iga Swiateks karriere

Iga Swiatek

Iga Swiatek under US Open i 2023.

Iga Swiatek
Af /Shutterstock/Ritzau Scanpix.

Som bare 14-årig begyndte Iga Swiatek at dyste i internationale juniorturneringer for spillere op til 18 år. Resultaterne blev gradvist bedre, og kulminationen på tiden som juniorspiller indtraf i 2018, hvor hun vandt juniorudgaven af Wimbledon i pigesingle.

På det tidspunkt var den polske tennisspiller allerede i fuld gang med at jagte en tilværelse som professionel tennisspiller i de voksnes rækker. Via en række sejre i mindre internationale voksenturneringer spillede Iga Swiatek sig langsomt men sikkert op ad verdensranglisten i tennis. Det betød, at hun i 2019 udelukkende spillede på WTA-touren. Det blev en debutsæson fyldt med succesfulde oplevelser, hvilket betød, at den polske tennisspiller kunne slutte året i verdens top-50.

I 2020 fik verden for alvor øjnene op for Iga Swiatek. Sejren ved Roland Garros (French Open) sendte den polske tennisspiller ind i verdens top-20, ligesom den satte en tyk streg under, at Swiatek havde en spillestil, kun ganske få i verden kunne udfordre.

Iga Swiateks grand slam-titler

Turnering År Underlag Modstander Resultat
Roland Garros 2020 Grus Sofia Kenin (USA) 6-4, 6-1
Roland Garros 2022 Grus Coco Gauff (USA) 6-1, 6-3
US Open 2022 Hardcourt Ons Jabeur (TUN) 6-2, 7-5(5)
Roland Garros 2023 Grus Karoline Muchova (CZE) 6-2, 5-7, 6-4

I årene 2021-2023 satte Iga Swiatek en tyk streg under, at hun hører til i den absolutte top af international kvindetennis. Med yderligere tre sejre i grand slam-sammenhæng står det udenfor enhver tvivl, at Iga Swiatek er den aktuelt bedste kvindelige tennisspiller i verden.

Spillestil

Iga Swiatek

Iga Swiatek ved Miami Open i 2024.

Iga Swiatek
Af /Ritzau Scanpix.

Iga Swiatek har en aggressiv stil, hvor hun gerne vil bevæge modstanderen rundt på banen. Det gør hun ved at anvende de mange forskellige slags slag, hun mestrer. Den aggressive stil gør, at Iga Swiatek oftest producerer både mange vinderslag og fejl i kampene. Selvom hun har en aggressiv stil, har hun samtidig en udsøgt spilforståelse samt en evne til at konstruere hvert eneste point på den mest effektive måde.

Mærkesager

I forbindelse med Ruslands invasion af Ukraine i februar 2022 har Iga Swiatek markeret sig som en stærk støtte af det ukrainske folk. I juli 2022 arrangerede Iga Swiatek en velgørenhedskamp, hvor pengene fra kampen blev doneret til ofrene for krigen i Ukraine, herunder særligt kvinder og børn.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig