Faktaboks

Hellig Kors Kirke
Sogn
Blågårdens Sogn
Provsti
Nørrebro Provsti
Stift
Københavns Stift
Kommune
Københavns Kommune

Hellig Kors Kirke ligger ud for Assistens Kirkegårds sydlige hjørne mellem Hans Tavsens Gade og Kapelvej på Nørrebro.

Kirkebygningen

Kirken fra 1890 er opført efter tegning af arkitekt H. B. Storck. Bygningen er en korskirke med et langt kirkerum, hvor skibet og koret går i et, et tresidet kor, korsarme med et lille spir på taget, en såkaldt tagrytter, og et tårn med kobbertag. Den er i blank mur med synlige, røde teglsten og røde tegltage.

Kirken

Danske kirker ligger normalt stik øst-vest, men i Hellig Kors Kirke afviger orienteringen, da kirken ligger parallelt med Hans Tavsens Gade og indgangen mod Kapelvej.

Den historicistiske kirke efterligner gotisk arkitektur, særligt fra hansestæderne. Her ses gotiske stiltræk som de høje, spidsbuede vinduer samlet i dybtliggende, spidsbuede murfelter, høje støttepiller for hvert af murenes fag, den dybtliggende indgangsportal i tårnets bund samt de gotiserende gavle på korsarmene med blændinger, dvs. dekorative murnicher, små tinder på kammen og rundt rosevindue.

Det høje, markante tårn har aftrappede støttepiller på hjørnerne, mønstermurværk og fire spidsgavle med runde blændinger, hvorover rejser sig et ottekantet spir. På taget over korsskæringen rejser der sig yderligere en høj og slank tagrytter.

Det indre

I det indre er kirkerummet præget af dets spidsbuede, kassetterede tøndehvælv af træ og væggene, der er beklædt med kridtsten og dekorative bånd af teglsten. Koret mod nordvest er hævet tre trin over skibets gulv.

Inventar i Hellig Kors Kirke

I Hellig Kors Kirke er inventaret som arkitekturen historicistisk. Alterbordet af marmor har på forsiden fem arkader af unggotisk karakter, og altertavlen er en efterligning af senmiddelalderens nordtyske skabstavler. I midten ses korsfæstelsen, og i sidefelterne de fire evangelister.

Den ottekantede, gotiserende døbefont af bronze hviler på løver og spinkle søjler, og den er tegnet af arkitekt Valdemar Koch, mens prædikestolen har nygotisk foldeværk, dvs. de riflede udskæringer.

Der er i korsarmene pulpiturer, dvs. ophøjede gallerier til kirkegængere og sangere.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig