Faktaboks

Sogn
Haunstrup Sogn
Provsti
Herning Nordre Provsti
Stift
Viborg Stift
Kommune
Herning Kommune

Haunstrup Kirke er en historicistisk kirke i Haunstrup knap ni kilometer vest for Herning. Kirken er særligt bemærkelsesværdig ved sit helstøbte inventar i autentisk nyrenæssancestil.

Kirkebygning

Kirken er opført i 1918-1920 efter tegning af arkitekterne C.M. Smidt og Harald Lønborg-Jensen. Kirken, som er bygget af hvidkalkede mursten, består af et kor, et skib og et tårn med indgangsparti.

Kirken

Typisk for sin opførelsestid er kirken bygget med klare historiske referencer. Både romanske og gotiske byggetraditioner har inspireret kirken, om end mest sidstnævnte. De gotiske træk ses bl.a. i de rent dekorative stræbepiller og i blændingsdekorationerne på tårnets og korets gavle. Blændinger, dvs. dekorative murnicher, ses på koret i form af fire rundbuede på en række, mens tårngavlenes blændinger er opstillet i grupper af tre med to lave og som flankerer en høj i midten. Det forholdsvis kraftige tårn har et stejlt saddeltag med gavle i nord og syd, og er ligesom korets og skibets tag belagt med røde tegl.

Kirkens indre

Også indvendigt fremstår kirken som et nygotisk rum med hvidkalkede vægge og regelmæssige hvælvede lofter. I koret suppleres hvidkalkningen med dekorative kalkmalerier langs hvælvenes ribber, som forestiller akantusblade. Deres mørke, rødlige farver spejles i det teglstensbelagte gulv med brune og rødlige mursten i sildebensmønster.

Inventar i Haunstrup Kirke

Kirkens inventar stammer fra indvielsen, og er med undtagelse af døbefonten en gennemført totalindretning i nyrenæssancestil.

Nyromansk døbefont

Døbefonten af granit er løst inspireret af romanske døbefonte, med flere kunstneriske detaljer, bl.a. en tovstav på kummen og hjørneknopper på foden.

Inventar i nyrenæssancestil

Altertavlen er et godt eksempel på nyrenæssancestilen i kirkens indretning. Den er opbygget med et midtfelt der flankeres af joniske søjler, som bærer et topstykke med indskriftsfelt og en trekantgavl. I selve midtfeltet hænger et maleri af prædikenen på bjerget.

Prædikestolen er en lidt friere nyfortolkning af renæssancestilen, og er opbygget af fire forholdsvis bredde felter, hvori der er malerier af de fire evangelister i rundbuede rammer. Fagene opdeles af søjler, der som på altertavlen er i jonisk stil.

Arkitektens dedikation til at indrette kirkerummet med autentisk udseende renæssanceinventar kommer særligt til syne i koret, hvor der er opsat en degnestol og en præstestol med rundbuede felter som på prædikestolen. Opsætningen af netop disse møbler er bemærkelsesværdig, da degnestole og præstestole på kirkens opførelsestid for længst var faldet ud af brug. Ikke desto mindre er de opsat, da sådanne møbler i renæssancen endnu var en vigtig del af kirkens indretning.

Også kirkens bænke med sine trekantgavle og pulpituret (balkonen) over skibets vestende er i deres udformning troværdige efterligninger af renæssancens kirkeindretningsmode.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig