Hanoi.

.

Præsidentpaladset, tidligere den Franske Guvernørs palads.

.

Hanoi ligger i det nordlige Vietnam i den Røde Flods delta og er Vietnams næststørste by efter Ho Chi Minh City. Hanoi har ca. 5,2 mio. indbyggere (2023). Siden genforeningen i 1976 har Hanoi været landets politiske hovedstad.

Hanois historie

Hanoi blev grundlagt i 1010 af Ly Thai To, den første kejser i Ly-dynastiet (1009-1225). På det tidspunkt bar byen navnet Thang Long og var landets hovedstad frem til 1802, da Nguyen-dynastiet (1802-1945) flyttede kejserbyen til Huê i det centrale Vietnam. I 1831 blev byen omdøbt til Ha Noi ("mellem to floder") af Nguyen-dynastiet.

Tiden under fransk herredømme

Under franskmændene, som besatte byen i 1882, var Hanoi administrationscentrum for Tonkin, og i perioden fra 1902-1945 var den hovedstad for hele Fransk Indokina.

Under 2. Verdenskrig var Hanoi besat af japanerne fra oktober 1940 til august 1945. Efter den japanske overgivelse tog Viet Minh, under ledelse af Ho Chi Minh, magten i det nordlige Vietnam, og byen blev hovedstad i Den Demokratiske Republik Vietnam. Året efter genvandt franskmændene kontrollen over Hanoi og fastholdt den helt frem til nederlaget ved Dien Bien Phu den 7. maj 1954. Herefter gjorde Viet Minh byen til Nordvietnams hovedstad.

Under Vietnamkrigen

Under Vietnamkrigen blev Hanoi udsat for massive ødelæggelser som følge af de amerikanske bombninger af byen. Bombningerne førte til en betydelig migration ud af byen, og mange monumenter og paladser blev ødelagt.

Byens udvikling og økonomi

Hanois centrum er bygget op omkring den gamle bydel, der består af 36 snævre, overbefolkede gader ved Hoan Kiem-søen. Området har gennem årtusinder været et center for en blomstrende handel. Hver gade har stadig navn efter det produkt, der sælges i netop den gade. Her sælges krydderier, sølv, silke, fiskesovs, salt, levende kyllinger og meget mere.

Hanoi som turistmål

Området er i dag et yndet turistmål, og i weekenden lukkes trafikken omkring søen, der omdannes til byens mest populære mødested for familier og unge. Et andet yndet turistmål er det gamle kejserlige citadel, Thang Long, der er på UNESCOs Verdensarvsliste, og ”litteraturens tempel” fra 1070, der er tilegnet Kong Fuzi.

Nordlige Vietnams økonomiske centrum

I forlængelse af de økonomiske reformer i slutningen af 1980'erne udviklede Hanoi sig hurtigt og blev et kommercielt og økonomisk centrum for det nordlige Vietnam.

De seneste årtier har byen oplevet en betydelig migration fra landområderne, og der er vokset enorme boligkvarterer frem i byens udkant. Nye industrier er skudt op, bl.a. inden for kemikalier, maskiner, tekstiler og trævarer, ligesom deltaet har været velegnet til risproduktion og frugt og grøntsager.

Det seneste årti er turismen vokset eksplosivt og bidrager i dag til byens økonomiske udvikling.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig