Faktaboks

Hallund Kirke
Sogn
Hallund Sogn
Provsti
Brønderslev Provsti
Stift
Aalborg Stift
Kommune
Brønderslev Kommune
Hallund Kirke
Hallund Kirke er en romansk kirke. Koret, skibet og tårnets nederste del er opført i granitkvadre. Kirken står i blank mur med undtagelse af våbenhuset, som er hvidkalket.
Af .
Licens: CC BY 3.0

Hallund Kirke er en kirke fra romansk tid, med mange detaljer bevaret. Særligt tårnrummet og de buer der står mellem tårnrummet og skibet er bemærkelsesværdige. Den romanske periode er ca. 1050-1275.

Kirkebygning

Kirken består af et kor, en apsis, et skib og en tårnunderdel fra romansk tid. I 1791 blev den øverste del af det oprindelige tårn revet ned, og først i 1911 blev det nuværende tårn sat op i stedet. Samtidigt tilbyggede man våbenhuset på skibets sydside.

I dag står kirken primært i rå mur, idet kun våbenhuset er hvidkalket. Tagene er belagt med en blanding af røde tegl og bly.

Den romanske kirke

I romansk tid blev mange kirker opført af natursten. Dette gælder også i Hallund Kirke, hvor de ældste dele, dvs. koret, skibet og tårnunderdelen, er bygget af granitkvadre.

I kirkens ældste dele er der bevaret mange oprindelige detaljer. Som alle andre middelalderkirker havde kirken oprindeligt to indgangsdøre, som fandtes mod nord og syd i skibets vestende. Syddøren er stadig i brug og forbinder våbenhuset med skibet. Norddøren er tilmuret, men er stadig synlig indvendigt som en niche. Udvendigt er den også tydeligt markeret i murværket, hvor de mursten, der har udfyldt døren, står i kontrast til de omgivende granitkvadre.

Også flere oprindelige vinduer er bevaret, bl.a. tre i koret hvoraf sydvinduet endnu står åbent. Et oprindeligt vindue er også bevaret på skibets nordside. Disse små vinduer giver meget godt indtryk af hvor mørkt kirkerummet må have været, da kirken blev bygget, idet alle øvrige vinduer er nyere tilføjelser.

En sjælden detalje ved Hallund Kirke, navnlig i nordjysk kontekst, er den nederste del af tårnet, som er fra romansk tid. Mange tårne på danske kirker er først opført i gotikken (ca. 1250-1550) eller senere. Det oprindelige tårns overdel blev som nævnt revet ned i 1791. De to buer, som forbinder tårnrummet med skibet, er dog oprindelige og er en sjælden bygningsmæssig detalje, da der i de fleste kirker kun er en enkelt bue mellem tårnet og skibet. En lignende konstruktion ses i Bejstrup Kirke.

Tilbygninger

Den største, nævneværdige istandsættelse af kirken efter tårnets nedrivning var i 1911, hvor en ny tårnoverdel blev bygget af mursten oven på den romanske tårnunderdel. Det nye tårn har i hvert verdenshjørne to lydhuller til klokkerne, mens der øverst er et højt, pyramideformet spir. Våbenhuset på sydsiden blev ved samme lejlighed opført på pladsen af et ældre og mindre våbenhus.

Kirkens indre

Indvendigt fremstår kirkerummet relativt enkelt, med hvidkalkede vægge og grøntmalet loft, som er farveafstemt med en stor del af inventaret.

Inventar og gravminder i Hallund Kirke

Hallund Kirke
Prædikestolen med hermefigurer er fra slutningen af 1500-tallet.
Af .
Licens: CC BY SA 2.5

Inventaret i Hallund Kirke er fra flere forskellige perioder. Særligt 1600-tallet fylder i kirkens inventar, hvoraf prædikestolen er særligt flot udført.

Romansk tid

Kirkens ældste inventarstykke er den romanske døbefont af granit, som er ganske enkel og uden egentlig dekoration.

Også det murede alterbord kan tænkes at være fra romansk tid, da det er muret af samme type kvadre som kirkens murværk.

1600-tallet

Hallund Kirke
Altertavlen i Hallund Kirke er fra omkring år 1600 og er en fløjtavle, hvilket vil sige, at den er opbygget som et slags skab med låger. På lågerne er der indskrifter.
Af .
Licens: CC BY SA 2.5

En meget stor del af kirkens inventar er fra 1600-tallet. Dette gælder bl.a. panelet omkring alterbordet, som er fra omkring år 1600. Panelet er udsmykket med tre rundbuede felter, som opdeles af udskårne, imiterede søjler.

Altertavlen er sandsynligvis skabt sammen med alterbordspanelet. Altertavlen er opbygget som en fløjtavle, dvs. et skab med låger, og mens lågerne med trekantede gavle indeholder indskrifter, er det centrale skab dekoreret med et yngre korsfæstelsesmaleri og har øverst en gavl med Jesusmonogram. Himlen over altertavlen er yngre.

Prædikestolens himmel er dateret til 1604, mens selve prædikestolen er omtrent 20 år yngre. Den smukt udførte prædikestol er dekoreret med våbenskjolde og scener fra Jesu liv og død, mens fagene er opdelt af hermefigurer, altså figurer hvis underkrop udgøres af en søjle.

Gravminder

I kirken findes en enkelt gravsten fra 1702.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig