Faktaboks

Grigor Dimitrov
Født
16. maj 1991, Haskovo, Bulgarien
Nationalitet
bulgarsk

Grigor Dimitrov er en bulgarsk tennisspiller, der har været professionel siden 2008. Hans højeste rangering på verdensranglisten i single er nummer 3 (2017).

Grigor Dimitrovs karriere

Grigor Dimitrov
Grigor Dimitrov ved Australian Open i 2023.
Grigor Dimitrov
Af /AFP/Ritzau Scanpix.

Fødebyen Haskovo blev hurtigt for lille for Grigor Dimitrovs store tennistalent. Begge forældre var engagerede i sport og så således kun gode ting ved, at deres søn i en alder af kun 16 år blev professionel tennisspiller.

For at forbedre mulighederne for en international karriere blev Grigor Dimitrov en del af det anerkendte spanske tennisakademi Sanchez-Casal i 2007. To år senere skiftede han videre til Mouratoglou-akademiet i Frankrig, hvor han var tilknyttet i fire år. Undervejs blev det også til en tid med akademiets leder, Patrick Mouratoglou (f. 1970), som personlig træner. Aktuelt trænes Grigor Dimitrov af en duo bestående af Jamie Delgado (f. 1977) og Daniel Vallverdu (f. 1986).

Juniortiden

Det stod hurtigt klart, at talentet hos den bulgarske tennisspiller var ekstraordinært: Europamester for ungdomsspillere under 14 år, sejr ved den traditionsrige "Orange Bowl" for spillere under 16 år og sejr ved juniorudgaverne af Wimbledon og US Open i 2008. Tennissporten havde allerede fået øje på den unikke boldspiller fra Bulgarien. Allerede inden sit store gennembrud var han blevet døbt "Baby Fed" grundet de mange fælles træk i spillestil med en af sportens største stjerner, Roger Federer.

Seniorkarriere

Grigor Dimitrov

Grigor Dimitrov efter sejren i sæsonfinalen i 2017.

Grigor Dimitrov
Af /Photoshot/Ritzau Scanpix.

De store resultater som juniorspiller og sammenligningerne med Roger Federer skruede naturligvis op for forventningerne til Grigor Dimitrovs karriere, allerede inden den var startet. Set over de femten år Grigor Dimitrov har været professionel, har den bulgarske boldkunstner leveret mange flotte resultater. Tre semifinaler i Grand Slam-sammenhæng, Wimbledon 2014, Australian Open 2017 og US Open 2019 kombineret med en sejr ved sæsonfinalen i 2017 står som de største enkeltstående resultater.

ATP-touren har Grigor Dimitrov vundet 9 singletitler. Det uden sammenligning mest succesfulde år var 2017, hvor det blev til fire titler. Udover sæsonfinalen blev det også til sejr ved ATP Masters 1000 i Cincinnati, Sofia og Brisbane.

Selvom resultaterne er mange og flotte, betragtes Grigor Dimitrovs karriere vidt og bredt som en karriere, hvor det fulde potentiale aldrig er blevet forløst. En del af årsagen tilskrives ofte det faktum, at Grigor Dimitrov har været aktiv i en periode med ekstremt stor konkurrence. Særligt Roger Federer, Novak Djokovic, Rafael Nadal og Andy Murray har været medvirkende til, at Grigor Dimitrov aldrig har vundet en Grand Slam-turnering.

Grigor Dimitrovs titler på ATP-touren

År Turnering Underlag Modstander Resultat
2013 Stockholm Open Hardcourt David Ferrer 2-6, 6-3, 6-4
2014 Mexican Open Hardcourt Kevin Anderson 7-6(1), 3-6, 7-6(5)
2014 Romanian Open Grus Lukas Rosol 7-6(2), 6-1
2014 Queens Græs Feliciano Lopez 6-7(8), 7-6(1), 7-6(8)
2017 Brisbane Hardcourt Kei Nishikori 6-2, 2-6, 6-3
2017 Sofia Grus David Goffin 7-5, 6-4
2017 Cincinnati Open Hardcourt Nick Kyrgios 6-3, 7-5
2017 ATP Finals, London Hardcourt David Goffin 7-5, 4-6, 6-3
2024 Brisbane Hardcourt Holger Rune 7-6(5), 6-4

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig