Faktaboks

Grønnevang Kirke
Sogn
Grønnevang Sogn
Provsti
Hillerød Provsti
Stift
Helsingør Stift
Kommune
Hillerød Kommune
Grønnevang Kirke
Grønnevang Kirke var oprindeligt en vandrekirke, dvs. en midlertidig trækirke, som blev indviet i 1987. I år 2000 blev der afholdt projektkonkurrence om opførelsen af en permanent kirke, og i 2007-2008 blev så den nuværende bygning opført. Foto: 2011.
Af .
Licens: CC BY SA 3.0

Grønnevang Kirke er en sognekirke, der ligger i den nordvestlige del af Grønnevang, et kvarter i det nordøstlige Hillerød.

Kirkebygning

Kirken i Grønnevang var oprindeligt en vandrekirke, altså en midlertidig trækirke, som blev indviet i 1987, efter at der havde været afholdt gudstjenester på den nærliggende Skanseskole siden 1980. I år 2000 blev der afholdt projektkonkurrence om opførelsen af en permanent kirke, og i 2007-2008 blev så den nuværende bygning opført.

Kirken, som er opført efter tegning af arkitektfirmaet Friis & Moltke, består foruden kirkesalen af adskillige menighedslokaler, herunder kontorer, en menighedssal, børnerum, køkken, konfirmandlokale, ungdomslokale, musiklokale og andagtsrum. Kirken er udformet som et vinkelformet bygningsanlæg, hvor kirkerummet i øst hæver sig som en markeret del over den øvrige bygning. Mod vest i anlægget står kirkens klokketårn. Alle bygningsdele er udført i lyse, grålige kulbrændte teglsten.

Kirkerummet er kvadratisk og udført med høje sidevinduer i nord og syd, som giver indirekte lysindfald. Sydvinduerne er noget slankere end dem mod nord. Kirkens loft er i træ og hæver sig mod øst.

Inventar

Kirkens indre domineres af det enkle alterparti, som foruden knæfaldet består af et stort, enkelt kors. Nord for alterpartiet står døbefonten, som er hugget af én solid, firkantet blok granit og med et dåbsfad i messing.

Prædikestolen er i lyst træ og står syd for alterpartiet.

Kirkens orgel står sydøstligt i kirkerummet, og var ved kirkens opførelse i træfarve, i dag gråt- og hvidmalet. Ved siden af orgelet er der trappeopgang til det murede pulpitur, dvs. et ophøjet galleri , der ligesom resten af kirkerummet har røde stole.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig