Faktaboks

Givskud Kirke
Sogn
Givskud Sogn
Provsti
Grene Provsti
Stift
Ribe Stift
Kommune
Vejle Kommune
Givskud Kirke
Givskud Kirke set fra sydøst. De ældste dele, koret og skibet, er opført i romansk tid. Tårnet blev bygget til omkring år 1500, og våbenhuset er fra 1847. Kirken er hvidkalket og har røde tegltage, med undtagelse af koret, som har blytag.
Af /Nationalmuseet.
Licens: CC BY SA 4.0

Givskud Kirke er en oprindeligt romansk landsbykirke i midten af Givskud, godt 15 km nordvest for Vejle.

Kirkebygning

Givskud Kirke

Kirken set fra nordøst. Vinduerne skibets og korets nordmure er oprindelige detaljer fra romansk tid.

Af /Nationalmuseet.
Licens: CC BY SA 4.0

Kirken består af et kor og et skib fra romansk tid (ca. 1050-1275). I senmiddelalderen, omkring år 1500, opførte man et tårn på skibets vestende, mens våbenhuset er fra 1847.

I dag er kirken hvidkalket udvendigt, mens tagene er belagt med røde tegl, korets dog med bly.

Den romanske kirke

I romansk tid blev mange kirker opført af natursten. Dette gælder også i Givskud Kirke, hvor de ældste dele er bygget af frådsten. Skibets vestre del er dog af rå granit.

Givskud Kirke er ganske usædvanlig ved, at den oprindeligt var bygget med en lav overetage under taget, et såkaldt styrtrum. Rummets funktion er ukendt, men kan fx have været brugt til at opbevare det korn, som sognets beboere betalte i skat. Denne øvre etage har bevirket, at kirkens oprindelige vinduer sad usædvanligt lavt, fordi loftet også var lavt. I de fleste romanske kirker sad vinduerne ellers højt. Af vinduer fra romansk tid er der bevaret to på skibets nordside samt et på korets nordside og et på østsiden. Alle større vinduer er yngre tilføjelser eller udvidelser.

Som stort set alle andre middelalderkirker havde kirken oprindeligt to indgangsdøre, som fandtes mod nord og syd i skibets vestende. Norddøren er i dag tilmuret, men er stadig svagt synlig på ydersiden. Den tilsvarende syddør overfor er endnu i brug i omdannet form, og den forbinder i dag våbenhuset med skibet. En usædvanlig detalje er de to nicher nord for korbuen, som er rester af en romansk dekoration, hvor den oprindeligt noget smallere korbue blev flankeret af i alt seks nicher.

Tilbygninger og ombygninger

I første halvdel af 1400-tallet blev koret og skibet bygget om, da overetagen blev fjernet og murene gjort ca. 75 cm lavere. Det var sandsynligvis også ved denne ombygning, at korbuen fik sin nuværende bredde.

Omkring år 1500 blev tårnet bygget til, samt et nu erstattet våbenhus. Tårnet blev opført af munkesten, dvs. store mursten, som i løbet af middelalderen overtog naturstenenes rolle som det foretrukne byggemateriale i kirkerne. Disse er dog kun bevaret i nævneværdigt omfang på øst- og nordmuren, mens de andre har fået murværket udskiftet løbende i forbindelse med reparationer. To af disse reparationer er dokumenteret af årstallene 1749 og 1763 på tårnets vestmur. Engang i 1640’erne blev tårnets overdel skåret ned pga. nedstyrtningsfare, og tårnet så derfor ud omtrent som det i Jelling Kirke. Den nuværende overdel blev opført i 1923 og har øverst et saddeltag med gavle i øst og vest.

Det nuværende våbenhus blev som nævnt opført i 1847, hvor det erstattede et våbenhus, som var samtidigt med tårnet.

Kirkens indre

Indvendigt præges kirkerummet særligt af de hvidkalkede vægge og de flade bjælkelofter, som er malet i grålige nuancer. Korets østvindue prydes af en mosaikrude fra 1976, som forestiller korsfæstelsen.

Inventar og gravminder i Givskud Kirke

Inventaret i Givskud Kirke er fra flere forskellige perioder, men præges primært af nyere stykker fra 1960’erne og 2010’erne.

Inventar fra romansk tid

Givskud Kirke
Døbefonten af granit er fra romansk tid. På kummen er den dekoreret med udhuggede løver omgivet af ranker.
Af /Nationalmuseet.
Licens: CC BY SA 4.0

Kirkens ældste inventarstykke er den romanske døbefont af rødlig granit. Den er udsmykket med udhuggede løver på kummen, omgivet af ranker.

Også det murede alterbord er muligvis romansk, i hvert fald middelalderligt. Det indeholdt tidligere en blykapsel, nu på Nationalmuseet, som efter sigende indeholdt relikvier fra Jomfru Marias grav.

Prædikestolen fra 1866

Givskud Kirke
Prædikestolen er fra 1866. Den er opbygget af fem fag, som er udsmykket med abstrakte malerier udført af Bent Jacobsen i 2010-2011.
Af /Nationalmuseet.
Licens: CC BY SA 4.0

Prædikestolen er fra 1866. Mellem 1962 og 2010 lå den på loftet, hvorfra den blev genopsat med ny udsmykning ved restaureringen af inventaret i 2010-2011. Den smalle prædikestol er opbygget af fem fag, som er udsmykket med abstrakte malerier i samme stil som korvinduets glasmosaik.

Bænke fra 1961-1962

Kirkens indre blev istandsat i 1961-1962, hvor en del inventar blev erstattet. Fra denne tid stammer de enkle, modernistiske bænke, som fik deres nuværende mørklilla bemaling i 2010-2011.

Inventar fra 2010 og 2011

Alteret prydes i dag af et enkelt, forgyldt trækors, som blev opsat i 2011 til erstatning for et altermaleri fra 1906.

Gravminder

Af gravminder kan nævnes en enkelt, nemlig en gravsten fra 1765, som er opsat ved kirkens sydmur.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig