Gadbjerg Kirke

I romansk tid blev mange kirker opført af natursten. Dette gælder også i Gadbjerg Kirke, hvor de ældste dele er bygget af frådsten. Omkring 1410 gennemgik kirken dog en række større istandsættelser, hvorved hele vestenden af skibet blev genopført i granitkvadre, mens sydmuren blev suppleret med munkesten.

På grund af de nævnte ombygninger ses oprindelige detaljer bedst på nordsiden. Her kan man f.eks. se nicher på både skibet og koret, som er de tilmurede rester af romanske vinduer. Et tilsvarende ses på korets østmur. En tilmuret dør på skibets nordmur stammer fra 1400-tallets ombygninger, og den tilmurede dør man kan se på korets nordvæg er det eneste synlige spor efter et middelalderligt sakristi, som blev revet i 1873.

En række interessante og sjældent kendte detaljer ved kirken ses ikke længere, men blev påvist ved arkæologiske udgravninger i 1991. Her blev der fundet spor efter sidealtre på hver side af korbuen og spor efter vægbænke muret op langs skibets vægge. Midt i rummet var der også rester efter et podium, hvor døbefonten oprindeligt må have stået.

I middelalderen gennemgik kirken som nævnt flere ombygninger og reparationer, ligesom den voksede med nye bygningsdele. Ved udgravningen i 1991 fandt man f.eks. spor efter en blysmeltegrube, hvor man omkring 1410 smeltede bly til en omlægning af taget. Årstallet kendes ved årringsdatering af tagværket. Ved samme lejlighed forsvandt de murede sidealtre og bænke også. Vestenden af skibet blev som nævnt også helt fornyet, hvorved kirken fik sin nuværende indgangsdør til våbenhuset.

Behovet for at reparere så omfattende på kirken kan skyldes, at kirken ikke blev vedligeholdt i en længere årrække. Det samme mønster kendes fra en række andre kirker, f.eks. i Lindeballe Kirke, og begge steder skyldes misligholdelsen sandsynligvis pestens hærgen, som har affolket sognene.

Tårnet på kirkens vestende blev opført omkring 1487, og er lidt smallere end skibet. Det er oprindeligt bygget af munkesten, mens syd- og vestmuren sidenhen er blevet fornyet med mindre mursten. Tårnrummet er forbundet med skibet gennem en bred, spids bue, og øverst har tårnet et saddeltag med gavle i øst og vest.

Våbenhuset er også fra middelalderen, men har for en stor del fået sine murværker fornyet i århundrederne efter.

Indvendigt præges kirkerummet særligt af de hvidkalkede vægge og de flade bræddelofter, som er udsmykket med kvadratiske felter i blå og grå med kontrasterende lister i rød.

I kirken er der bevaret et enkelt kalkmaleri, som ses i det tilmurede nordvindue i koret. Kalkmaleriet forestiller ranker og blade, og er bemærkelsesværdigt fordi det er et af Jyllands eneste eksempler på et kalkmaleri fra før 1175.

Kirkens ældste inventarstykke er den romanske døbefont af granit. Den er udsmykket med kraftige rundstave på både kummen og plinten mellem foden og kummen.

Det måske mest bemærkelsesværdige inventarstykke i kirken er altertavlen, som oprindeligt er fra omkring år 1600, men er ændret flere gange i århundrederne siden. Altertavlens kerne er et stykke renæssancearbejde, som kendetegnes ved relativt stramme og kun let dekorerede træk. Sådan fremstår tavlen ikke i dag. Den er i stedet udsmykket med store udskårne figurer, karyatider, som er fra 1785. Det store maleri i midten er fra 1885, og er en kopi af Michelangelos berømte maleri af den sidste nadver.

I kirken er også bevaret to såkaldte herskabsstole fra omkring år 1600, som ved indsættelsen var pladser forbeholdt de adelige, hvis våbenskjold pryder gavlene. De er forrest i skibet, og kirkens øvrige bænke fra 1940 er lavet i samme stil.

Døbefontens himmel er fra 1643 og er i bruskbarok stil, kendetegnet ved de fyldige og rige udskårne dekorationer, som også præger den sekssidede fontehimmel.

Prædikestolens himmel er fra 1785 og er udsmykket med små rosetter og en buefrise. Den tilhørende prædikestol er et århundrede yngre, og blev udført med prædikestolen i Jelling Kirke som forbillede. Den er opbygget af fire fag som er opdelt af tynde, træskårne søjler.

Af gravminder i kirken kan nævnes o mindetavler fra 1600-tallet samt en gravsten fra ca. 1581. Ved udgravningen i 1991 fandt man desuden en række begravelser under gulvet.