Frederikke Thøgersen er en dansk fodboldspiller, der spiller for den italienske klub Inter og for det danske landshold. Hun har spillet 67 landskampe og scoret to mål for Danmark (pr. 31. oktober 2023).

Frederikke Thøgersen
Faktaboks
Frederikke Skjødt Thøgersen
- Født
- 24. juli 1995
Frederikke Thøgersens klubkarriere

Frederikke Thøgersen spillede ungdomsfodbold i Thisted FC og fik debut på klubbens førstehold i 2013. Samme år skiftede den talentfulde midtbanespiller til Fortuna Hjørring, hvor hun spillede frem til 2019. Med Fortuna vandt Frederikke Thøgersen det danske mesterskab i 2014, 2016 og 2018 samt pokalturneringen i 2016 og 2019, inden hun fortsatte karrieren i Fiorentina i Italien. I juli 2021 skiftede Frederikke Thøgersen til FC Rosengård i Sverige, men pga. en langvarig korsbåndsskade nåede hun kun 6 kampe for klubben, og i januar 2023 vendte hun tilbage til italiensk fodbold, denne gang til Inter.
Frederikke Thøgersen på landsholdet
Frederikke Thøgersen vandt bronze ved EM for U17-landshold i 2012 og fik debut på A-landsholdet den 5. marts 2014 i en kamp mod Sverige ved turneringen Algarve Cup. Hun deltog i EM-slutrunden i 2017, hvor Danmark fik sølv, men gik pga. sin korsbåndsskade glip af EM-slutrunden i 2022 (udsat fra 2021 pga. coronapandemien). Efter mere end halvandet års fravær gjorde hun i februar 2023 comeback på landsholdet i en venskabskamp mod Norge. Frederikke Thøgersen var også en del af Danmarks trup ved VM i 2023.
Priser
Frederikke Thøgersen blev af DBU kåret til Årets Talent 2014.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.