Faktaboks

Fjelstervang Kirke
Sogn
Fjelstervang Sogn
Provsti
Skjern Provsti
Stift
Ribe Stift
Kommune
Ringkøbing-Skjern Kommune
Fjelstervang Kirke
Fjelstervang Kirke set fra sydvest. Foto: 2006.
Af .
Licens: CC BY SA 3.0

Fjelstervang Kirke er en sognekirke beliggende i den nordvestlige udkant af Fjelstervang, godt 10 km sydvest for Herning. Kirkebygningen en placeret på højen Brunbjerg, midt på den ældre del af kirkegården, som er udvidet med et større areal mod nord.

Kirkebygningen

Kirken er opført i 1898 med indvielse 8. januar 1899 efter tegning af arkitekt Vilhelm Ahlmann (1852-1928), der – udover at yde et væsentligt bidrag til studiet af den middelalderlige bygningskultur gennem et omfattende opmålingsarbejde – opførte en lang række kirker, herunder Holstebro Kirke fra 1906-1907.

Bygningen, i nyromanske former, har en traditionel grundform bestående af kor og skib med et smallere tårn ved vestenden. Til tårnet knytter der sig, mod nord i hjørnet mellem skib og tårn, et polygonalt trappehus. Materialet er røde mursten over en sokkel af granit, mens alle tagflader dækkes af skifer.

Bygningens enkle, arkitektoniske udsmykning består som udgangspunkt af hjørnelisener (dvs. svagt fremspringende murpiller) og gesimsfriser, men korets trekantgavl er dog beriget af en mere detaljeret dekoration af bl.a. sildebensmuringer og en korsblænding, dvs. murnicher med form som et kors.

Koret har to rundbuede vinduer, skibet seks, mens indgangen er henlagt til en dør i tårnets sydside. En præstedør er indsat i korets østgavl.

I det indre er kirkerummet dækket af fladt bjælkeloft. Triumfmurens rundbuede korbue flankeres af to smalle og ligeledes rundbuede åbninger med reference til middelalderkirkernes sidealternicher. Gennem den søndre er der opgang til prædikestolen.

Kirkens inventar

Inventaret er alt overvejende fra kirkens opførelse, dog er orgelet fornyet i 1962.

Læs mere i Den Store Danske

Læs mere i Trap Danmark

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig