Fartein Valen

Fartein Valen var en norsk komponist. Fartein Valens forældre var missionærer på Madagaskar, men vendte 1889 hjem til Norge, hvor han voksede op og uddannedes.

I Berlin studerede han hos bl.a. Max Bruch 1909-11 og forblev der til 1916. Siden boede han i Oslo, fra 1927 som inspektør for Norsk musikksamling ved Universitetsbiblioteket. Han fik kunstnerløn fra 1935 og slog sig i 1939 ned i sin hjemegn ved Valevåg.

De tidlige værker tegner en udvikling fra den senromantiske klaversonate (1912) gennem orkestersangen Ave Maria (1917-21) til en atonal, dissonerende stil i klavertrioen (1917-24).

Herefter fulgte atonale klaver-, kammer-, orkester- og korværker. Den 1. symfoni (1937-39) indleder Valens tilbagetrukne tilværelse i Valevåg, hvor han i violinkoncerten (1940), i 2., 3. og 4. symfoni (1941-49) og i klaverkoncerten (1949-51) dyrkede en fri tolvtoneteknik.

Valens sats er her strengt polyfon, gerne med lange melodilinjer og få kontraster. Det transparente klangbillede formidler et personligt og fint nuanceret lyrisk udtryk. Inspiration hentede han navnlig hos Johann Sebastian Bach og Arnold Schönberg.

Som komponist var Fartein Valen en ensom mand i Norge, kun værdsat af en snæver kreds. Sit gennembrud fik han ved ISCM-festen i København 1947, hvor Sonetto di Michelangelo for orkester (1932) vakte international opsigt. Siden 1970'erne har musikverdenen og forskningen i stigende grad interesseret sig for denne Nordens eneste pioner for sin tids avantgarde.