Faktaboks

Engholmkirken
Sogn
Engholm Sogn
Provsti
Hillerød Provsti
Stift
Helsingør Stift
Kommune
Allerød Kommune
Engholmkirken
Engholmkirken er opført i 1993-1994. Kirken, som her ses fra syd, er opført i hvidkalkede sten, som nogle steder er beklædt med gullige plader af kalk. Nord for kirken står et fritstående klokketårn.
Af .
Licens: Gnu FDL

Engholmkirken er en sognekirke, der ligger sydvestligt i Allerød på Lynge Overdrev.

Kirkegård

Kirkegården blev indviet i 1994 og betegnes som en skovkirkegård. Der er indgang til kirken fra vejen mod nord.

Kirkebygning

Kirken blev opført i 1993-1994 efter tegning af CUBO Arkitekter. Inden opførelsen af kirken blev gudstjenesterne afholdt i Allerød Rådhus i perioden 1978-1984 og siden flyttet til Kirkefondets Vandrekirke, som lå samme sted som den nuværende kirke.

Kirken består af et højt ovenfra set kvadratisk kirkerum udlagt mod øst-vest, som er sammenbygget med et langstrakt menighedslokale, der strækker sig fra nordvest mod sydøst. Nord for kirken står et fritstående klokketårn, som også indeholder et kapel. Kirken er opført i hvidkalkede sten, enkelte steder beklædt med gullige plader af kalk.

Indvendigt bærer kirken præg af det høje perforerede loft, som i samspil med vinduerne og de hvide farver giver et lyst kirkerum. Mod øst er alteret centreret i en niche, som går fra alterbordet til loftet, hvor et vindue skaber lysindfald på selve alteret.

Inventar

Kirkens inventar er moderne. Alteret prydes af et højt gyldent kors over alterbordet, som er indbygget i alternichen.

Døbefonten består af fire fødder, som tilsammen danner et kors, hvorpå der er lagt et glasfad med kristen symbolik. Døbefonten har fem glasfade med hver sin liturgiske farve, således at glasfadet kan udskiftes efter kirkeårets traditionelle farver.

Prædikestolen er lavet af elmetræ. Forrest præges prædikestolen af tre rektangulære søjler, som er udsmykket med treenighedssymboler.

Kirkens pulpiturer (balkoner) er afskærmet med gelændere af matteret glas, som er udsmykket med en række malerier af Hans Voigt Steffensen. Malerierne forestiller scener fra Det Nye Testamente.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig