Cubo Arkitekter A/S

Artikelstart

Cubo Arkitekter A/S er en dansk tegnestue, stiftet i Aarhus i 1992 af arkitekterne Ib Valdemar Nielsen og Lars Juel Thiis; senere er Peer Dalsgaard og Bo Lautrup kommet til som partnere.

Tegnestuen har deltaget i en lang række konkurrencer og er blevet særlig kendt for om- og nybyggeri på Holmen i København med Den Danske Filmskole, Statens Teaterskole og Rytmisk Musikkonservatorium (1997-98), nye bygninger ved Syddansk Universitet i Odense (2001-02), opførelsen af Egå Gymnasium ved Aarhus (2006) samt ombygningen af det tidligere elværk Nordkraft i Aalborg til kulturcenter, hvoraf første etape blev taget i brug i 2009.

I samarbejde med den amerikanske arkitekt Frank O. Gehry har Cubo Arkitekter tegnet et nyt rådgivningscenter til Kræftens Bekæmpelse ”Hejmdal” i Aarhus, der blev indviet i 2009. Udgangspunktet for centeret er den gamle portnerbygning ved det tidligere Aarhus Kommunehospital fra 1908.

Cubo Arkitekter modtog i 2011 den hæderfulde Nykredits Arkitekturpris.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig