Forud for etableringen af EU er der en lang forhistorie om samarbejde og gensidige påvirkninger mellem landene i Europa. Det er en af forklaringerne på, at integrationen mellem Europas lande er nået længere end blandt lande i andre regioner af verden. De europæiske lande (og især de lande, som oprindeligt etablerede EU) har en række fælles, dybe rødder. Samtidig har også løbende tekniske fremskridt haft stor betydning for forløbet af den europæiske integrationsproces.

De fælles rødder

Jesus på baggrund af et kort over Palæstina i første århundrede efter Kristus
Pnyx vest for Akropolis i Athen var stedet, hvor verdens første demokratiske forsamlinger fandt sted 507 år før Kristus i Athen

De fælles rødder for de europæiske lande illustreres til tider ved hjælp af en påstand om, at det europæiske samarbejde hviler på tre søjler: 1) kristendommen fra Palæstina, 2) demokratiet fra Grækenland og 3) retstænkningen fra Rom.

Den kristne søjle indebærer ideerne om næstekærlighed eller solidaritet med den svagere part og om ligebehandlingen af mennesker. Den græske rod indebærer ideen om demokratiet som et mål i sig selv og forudsætningen for at kunne komme med i det europæiske samarbejde. Den romerske rod indebærer ideen om, at det europæiske samarbejde som romerretten skal bygge på nogle faste retsprincipper, hvorfra det praktiske samarbejde henter grundlaget for sin regulering.

Der er imidlertid også en række senere historiske begivenheder, som har spillet ind på det europæiske samarbejdes udformning. I den forbindelse er det bemærkelsesværdigt, at de oprindelige seks medlemsstater i EU stort set dækker det område (med undtagelse af Syditalien), som det lykkedes Karl den Store i 7-800-tallet at forene. (Over for Berlaymont-bygningen i Bruxelles ligger i dag Charlemagne-bygningen opkaldt efter Karl den Store, som huser dele af Kommissionen).

Fælleseuropæiske standarder

Bygningen i Strasbourg, som huser Den Centrale Kommission for Sejlads på Rhinen - verdens første egentlige internationale samarbejdsorganisation

Langt senere medførte Napoleonskrigene flere ting, som kom til at påvirke udformningen af det europæiske samarbejde. For det første førte udbredelsen af Code Napoleon i kølvandet på Napoleons sejre rundt om i Europa til, at der hermed sattes en fælles europæisk standard for måden, hvorpå love burde udformes. Standarden blev, at lovgivning tager udgangspunkt i fælles overordnede principper, som herefter anvendes, når lovmedholdeligheden eller det modsatte af konkrete fænomener skal vurderes. Den standard går igen i EU-lovgivningen.

For det andet indrettede de europæiske lande deres politik på den britiske blokade under Napoleons-krigene af alle Napoleons kontinentale alliancepartnere. Bl.a. etablerede man en protektionistisk sukkerpolitik, hvor man fremmede den indenlandske sukkerproduktion på bekostning af sukkerimport fra kolonierne. Den politik kan spores frem til nutidens protektionistiske sukkerpolitik i EU.

Efter Storbritanniens sejr over Napoleon i slaget ved Waterloo i 1815 indledtes en periode i Europa præget af Storbritanniens styrke og de britiske ideer om frihandel og industriel revolution. Disse ideer hentede ikke mindst næring i værker af Adam Smith og David Ricardo, hvori det vistes, hvorfor frihandel giver alle deltagende lande større velstand. I forlængelse af den stigende internationale samhandel etableredes også de første internationale samarbejder inden for transport (bl.a. oprettedes Rhinkommissionen til regulering af flodtrafikken) og kommunikation (bl.a. så den internationale postunion dagens lys).

Der kom også et internationalt samarbejde om jernbaneinfrastrukturen, selv om sporvidderne (nogle gange bevidst) ikke altid harmoniseredes. Endelig etableredes der en række valutaunioner i anden halvdel af 1800-tallet (bl.a. den nordiske og latinske valutaunion) med henblik på at lette det økonomiske samkvem mellem landene.

Fransk-tysk rivalisering

Perioden med tæt økonomisk samarbejde og integration standsedes imidlertid i nogen grad med den voksende nationalisme i anden del af 1800-tallet. Det klareste udtryk herfor blev den fransk-tyske krig i 1870. Krigen blev indledningen til en periode med gradvis voksende rivalisering mellem især de store europæiske magter på kontinentet, Tyskland og Frankrig.

På det økonomisk-politiske område førte nationalismen til voksende protektionisme i form af toldskranker, mens der stadig var få begrænsninger for den fri bevægelighed for arbejdskraft og kapital, fordi det ganske enkelt endnu ikke var muligt administrativt at begrænse disse produktionsfaktorers bevægelighed.

Første verdenskrig fra 1914 til 1918 blev indledningen til yderligere økonomisk disintegration og opsplitning mellem de europæiske lande. Versailles-freden i 1918 hvilede på princippet om folkenes selvbestemmelsesret, hvilket førte til dannelsen af mange nye stater som afløsning for især det østrig-ungarske kejserrige, der havde fungeret som en økonomisk enhed.

Folkeforbundet

Folkeforbundets hovedbygning i Geneve - nu ejet af FN

Folkeforbundet blev oprette af sejrherrerne efter første verdenskrig som en ny international organisation, der skulle tage sig af løsningen af eventuelle fremtidige konflikter mellem landene. Folkeforbundet blev imidlertid en yderst svag organisation baseret, som den var på høje idealer, beslutningsmæssig konsensus og manglende opslutning fra centrale aktører som USA og efterfølgende udmeldelser af bl.a. Tyskland.

Den økonomiske krise, der fulgte i kølvandet på det bratte dyk i kurserne på aktiemarkedet på Wall Street i 1929, førte til, at mange lande øgede beskyttelsen mod varer fra andre lande. Den stigende protektionisme fik imidlertid blot den i forvejen høje arbejdsløshed til at stige yderligere.

Anden Verdenskrig

I virkeligheden var de vestlige, industrialiserede lande ikke endeligt kommet ud af 1930’ernes økonomiske krise, da Anden Verdenskrig meldte sig fra 1939 til 1945.

Anden Verdenskrig medførte først og fremmest et vendepunkt i USA’s holdning til andre lande, idet landet fra da af påtog sig lederskabet med henblik på fremme af frihandelen og internationalt samarbejde. (Indtil da havde USA i overensstemmelse med den såkaldte Monroedoktrin fra 1823 begrænset sit internationale lederskab til Nord- og Sydamerika)..

Efter krigen

Benelux-samarbejdet mellem Belgien, Holland (Nederland) og Luxembourg var et af de første tværnationale samarbejder i Europa efter krigen. Det eksisterer stadig, selv om flere dets samarbejdsområder falder sammen med EU

Efter anden verdenskrig blev der oprettet et væld af nye internationale organisationer som FN, IMF, Verdensbanken, GATT og OEEC, der alle var baserede på amerikansk lederskab (eller i hvert fald stormagtslederskab).

I Europa så også en lang række samarbejdsorganisationer dagens lys efter anden verdenskrig: Benelux, Nordisk Råd, Europa-Rådet, WEU, EF og EFTA.

I perioden 1945-50 presser ikke mindst USA på for et forstærket vesteuropæisk samarbejde. I kølvandet opstår Bruxelles-pagten i 1948, NATO året efter og OEEC til styring af Marshall-hjælpen. Med Marshall-hjælpen opnår USA, at de europæiske lande kun i begrænset omfang beskytter deres nationale økonomier med told og importrestriktioner – og dermed bliver Vesteuropa mindre fragmenteret og svagt. Derimod bliver de mere vidtgående amerikanske planer for et økonomisk samarbejde ikke til noget som følge af europæisk (især britisk) uvilje.

Kul- og stålfællesskabet

I 1950-57 fastlægges mønstret for efterkrigstidens europæiske politiske samarbejde, idet der på fransk initiativ dannes Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab.

Dette samarbejde samler kontrollen med produktionen af råvarer til våbenindustrien på overnationalt plan og med Tyskland som medlem både har økonomisk og strategisk betydning, hvorimod Storbritannien står uden for dette fællesskab. I samme periode forkaster den franske nationalforsamling også en række ambitiøse planer om et vesteuropæisk forsvarssamarbejde.

Romtraktaten

Perioden 1957-63 kendetegnes ved dannelsen af De Europæiske Fællesskaber (en sammenlægning af det tidligere Kul- og Stålfællesskabet samt atomenergi-samarbejdet, Euratom, og Det Europæiske Økonomiske Fællesskab baseret på Rom- eller EØF-traktaten).

Rom-traktaten er EU-samarbejdets vigtigste, og den måtte naturligvis vedtages i Rom, hvor den europæisk retstænknings rødder var.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig