Faktaboks

Dragsholm Kirke
Sogn
Fårevejle Sogn
Provsti
Odsherred Provsti
Stift
Roskilde Stift
Kommune
Odsherred Kommune

Dragsholm Kirke. Set fra borggården er der ingen bygningsdetaljer, der afslører, at kirken er indrettet i den høje del af nordfløjen på Dragsholms hovedbygning.

.

Dragsholm Kirke er en annekskirke til Fårevejle Kirke indrettet i herregården Dragsholms nordfløj. Den voldgravsomkransede herregård ligger strategisk på den smalle landtange, Draget, der adskiller den nu udtørrede Lammefjord fra Nekselø Bugt, og som tidligere udgjorde den eneste landforbindelse til området nord herfor.

Kirkebygningen

Kapellet blev indrettet i sin nuværende form i 1730 i nordfløjens østre del, dels i den lave vestre del. Rummet afgrænses i nord af borgens knap 3 meter tykke senmiddelalderlige ringmur, mens gårdmuren formentlig stammer fra ombygningen i 1697.

Kirkerummet er ikke indrettet efter den øst-vestplan, der kendes fra de danske landsbykirker, idet adgangen sker i øst, og alteret er opstillet i vest. Lysindfaldet i kirken sker gennem seks vinduer i sydmuren. Herudover er der mod vest i den kraftige nordmur en usædvanlig dyb vinduesniche. Nichen er afgrænset fra kirkerummet med en 2 meter høj skærmvæg med en dør i, så nichen kan fungere som præsteværelse. Væggene er malet med limfarve og holdt i gult, mens stukloftet er hvidt.

Inventar

Kapellet er præget af den nyindretning i klassicistisk stil, der fandt sted i ca. 1730, hvor det blev genindrettet efter at have stået øde som følge af de svenske soldaters hærgen under Karl Gustav-krigene 1657-1660.

Flere inventarstykker overlevede svenskernes hærgen, heriblandt alterstagerne fra første halvdel af 1600-tallet. Altertavlens datering er usikker, da den først nævnes i 1839. Den er angiveligt samtidig med nyindretningen, da den ligeledes er i klassicistisk stil. Det kan ses af dens arkitektoniske udformning med søjler på siderne og et trekantet gavlfelt ovenover. I gavlfeltet ses et såkaldt Gudsøje, hvorfra der udgår stråler. Maleriet er fra 1850 af Sophus Schack (1811-1864), og det forestiller bjergprædikenen. Den tidligere, barokke altertavle blev i 1660 opstillet i Bregninge Kirke, hvor den kan ses i dag.

På nordvæggen hænger et maleri i olie på lærred fra anden halvdel af 1600-tallet. Det portrætterer generaladmiral Cort Sivertsen Adeler. Maleriet er tilskrevet Jacob d’Agar. Rammen har reliefskårne trofæer og akantusbånd.

Ved nyindretningen blev den nuværende prædikestol med opgangspanelet, døbefonten og herskabspulpituret i øst anskaffet til kirken. Et pulpitur er et galleri, som her blev brugt til herskabets overværelse af kirkehandlingerne. Inventarstykkerne er udført i hvidmalet træ, hvorimod kirkens bænke er malet i blågrå nuancer med hvidt og forgyldning, og det samme gælder pulpituret i øst. Orgelet er antagelig bygget i år 1800.

Gravminder

På pulpituret er ophængt seks forsølvede mindekranse. På sydvæggen hænger yderligere fire mindekranse og en forsølvet laurbærbladgren fra funktionærer og forpagtere på Adelersborg Gods.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig