Bjergprædikenen er Jesu første store tale i Matthæusevangeliet (kap. 5-7) og har som tilhørere disciplene og folkeskarerne. Som udformet dér er den evangelieforfatterens værk, og det er et omdiskuteret spørgsmål, hvor meget forfatteren selv har bidraget med, og hvor meget der kan stamme fra ældre overleveringer, eventuelt gå tilbage til Jesus selv. Navnet Bjergprædikenen, der blev brugt allerede af kirkefaderen Augustin i 393, sigter til, at den fortælles at være holdt på et bjerg: Som Moses havde talt ved bjerget Sinai, talte Jesus som en "ny" Moses på et bjerg.

Af indholdet kan fremhæves de ni indledende saligprisninger (Matthæusevangeliet, 5,3-12), de seks antiteser, der er Jesu udlægning af Moseloven (5,21-48), bønnen Fadervor (6,9-13) og den gyldne regel (7,12: "Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem" — en grundsætning, der også findes i andre religioner og kulturer end den kristne). Formelt kan hele Bjergprædikenen ses som opbygget koncentrisk omkring Fadervor som dens midte.

Fortolkninger af Bjergprædikenen

Som den optræder i Matthæusevangeliet, er Bjergprædikenen evangelieforfatterens udlægning af Moselovens betydning for Kristus-troende jøder. Der er således ikke tale om en ophævelse af Moseloven (se "hensigtserklæringen" i 5,16 og den stærke advarsel mod at ændre selv den mindste detalje i 5,19). Derimod vil Bjergprædikenen udelukke enhver kun udvendig overholdelse af Loven. Derved afspejler Bjergprædikenen den nye situation, der er indtrådt med Jesu indstiftelse af den nye pagt, hvor Gud indskriver sin lov i menneskers hjerter og giver dem sin ånd i deres indre, så de både vil og kan opfylde hans bud (se i Det Gamle Testamente Jeremias' Bog 31,31-34 og Ezekiels Bog 36,26-27).

I tidens løb er Bjergprædikenen blevet fortolket og anvendt på mange forskellige måder. Buddet om ikke at sætte sig til modværge mod det onde (5,39) var for Tolstoj det centrale budskab, der fik ham til at vende ryggen til stat, ejendom og kultur i en slags passiv etik. Tanken om, at det ideelle samfundsliv kun kan nås ved konsekvent at efterleve princippet om ikke-vold, findes tilsvarende fx hos Gandhi og Martin Luther King. I socialismen er Bjergprædikenen blevet forstået som revolutionær tale imod ejendom og samfund; for jakobinerne under Den Franske Revolution fremstod Jesus som le bon sans-culotte 'den gode sansculotte', dvs. revolutionær fra de lavere klasser.

Men for det meste er Bjergprædikenen blevet betragtet som ikke-realiserbar efter ordlyden; på linje med filosoffen Kants "kategoriske imperativ" var Bjergprædikenen således at betragte som en anvisning om det rette sindelag. For Albert Schweitzer indeholdt den en foreløbig etik, kun gyldig i tiden inden Gudsrigets umiddelbare komme. For den kirkelige rettroenhed efter Martin Luther skulle Bjergprædikenen ved at konfrontere mennesket med dets manglende evne til at overholde Guds bud kalde på dets syndserkendelse og dermed føre til styrkelse i troen på Jesus som den eneste retfærdige. Det mest sandsynlige er dog, at forfatteren til Matthæusevangeliet mente, at den Kristus-troende skulle opfylde Loven, som den her blev udlagt, men vel at mærke i kraft af den ånd, som også skabte troen, sådan som forestillingen om den nye pagt indebar det.

I flere af disse tolkninger er det tydeligt, at den foruroligende kraft, der udgår fra Bjergprædikenens direkte tale, søges indskrænket mest muligt.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig