Diktaturparagraffen

Artikel 48 gav rigspræsidenten ekstraordinære magtbeføjelser. Anvendelsen krævede dog kontrasignatur fra rigskansleren. Artikel 48 gav rigspræsidenten mulighed for med væbnet magt at skride ind mod delstater, der ikke opfyldte deres forpligtelser. Og artiklen gjorde det muligt, hvis den offentlige sikkerhed og orden i landet reelt eller angiveligt var truet, at indføre nødretsstyre.

Målet med et sådant nødretsstyre var at genoprette den offentlige sikkerhed og orden, eventuelt med brug af væbnet magt, herunder midlertidigt at indskrænke eller ophæve de borgerlige rettigheder som ytrings- og forsamlingsfrihed. den personlige frihed og boligens ukrænkelighed.

Sådanne forholdsregler skulle omgående (unverzüglich) forelægges for Rigsdagen, der også havde mulighed for at ophæve dem.

Adolf Hitler fik også af rigspræsident von Hindenburg bemyndigelse til at anvende artikel 48. Skelsættende blev den såkaldte rigsdagsbrandforordning fra 28. februar 1933 (kaldet "Til beskyttelse af det tyske folk"), der var gældende frem til det nazistiske regimes undergang i maj 1945.

Dermed blev de borgerlige rettigheder permanent sat ud af kraft og reelt ophævet, og der blev skabt en faktisk undtagelsestilstand, hvor tyskerne reelt blev retsløse og ikke længere var beskyttet mod regimets overgreb og undertrykkelse. Forordningen udgjorde grundlag for forfølgelse af kommunister, socialdemokrater og jøder.

Efter vedtagelsen af bemyndigelsesloven (Ermächtigungsgesetz) senere i marts 1933 kunne Hitler og hans regering regere og lovgive uden kontrol fra rigsdagen, hvilket overflødiggjorde artikel 48.