Danmarks EU-formandskab 2012

Organisatorisk fulgte man traditionen med et decentralt Bruxelles-baseret formandskab, hvor det meste af koordinationen foregår på Bruxelles-repræsentationen (kaldet ”Rep.’en” i embedsmandsjargonen) inden for et sæt rammer udstukket i København. Denne model har over årene vist sig hensigtsmæssig på grund af dens fleksibilitet, hvor formandskabet kan tilpasse sig et dynamisk europæisk forhandlingsklima på stedet i Bruxelles og samtidig have overblik over de mange arenaer, der skal ageres inden for. Modellen indebærer, at attachéerne på ”Rep.’en” i Bruxelles har et betydeligt spillerum. Kontakten med hovedstaden foregår løbende via telefon og e-mail samt daglige videokonferencer, der fungerer som en slags ”war rooms”, hvor større problemstillinger og strategien diskuteres. I praksis indebar det Bruxelles-baserede formandskab, at bemandingen på repræsentationen blev øget til 156 personer, hvilket er ca. dobbelt så mange som normalt.

Det Bruxelles-baserede formandskab har den styrke, at den bilaterale personlige kontakt hurtigt kan skabes til andre medlemslandes attachéer med indgående kendskab til deres eget lands position. Under afviklingen af det danske formandskab blev der afholdt cirka 1.480 møder i Bruxelles og Luxembourg, hvoraf 46 møder var mellem ministre og 71 mellem EU-ambassadører. Derudover blev der afholdt 160 møder i Danmark, hvor i alt 10.268 personer deltog. Desuden besøgte danske ministre Europa-Parlamentet 85 gange. Centraladministrationen besvarede dette massive arbejdspres ved at benytte sig af eksisterende inter- og intraministerielle procedurer for EU-koordination samt nogle få ad hoc-procedurer.

Trio-formandskabet, hvor var man sammen med Polen (var EU-formand halvåret før) og Cypern (var EU-formand halvåret efter) spillede ikke den store rolle under selve det danske EU-formandskab, men spillede derimod en betydelig rolle både før og efter.

Den faste formand, Herman Van Rompuy, og udenrigsrepræsentanten, Catherine Ashton, begrænsede behovet for at allokere ressourcer til håndteringen af Det Europæisk Råd og Rådet for Generelle Anliggender i Udenrigs- og Statsministeriet i Danmark.

Den danske statsminister Helle Thorning-Schmidt og udenrigsminister Villy Søvndal blev imidlertid bedt om at repræsentere Van Rompuy og Ashton ved en række møder. Samarbejdet mellem det danske formandskab og de to personer stillede krav om organisatorisk fleksibilitet. Det gjaldt særligt i forhold til udenrigsrepræsentanten.

Europa-Parlamentets øgede indflydelse er det nok tydeligste eksempel på centraladministrationens evne til at omstille sig organisatorisk til nye rammebetingelser. Europa-Parlamentets betydning afspejles i, at langt flere årsværk i København såvel som Bruxelles bliver anvendt på kontakterne hertil sammenlignet med det danske EU-formandskab i 2002.

Også EU-udvidelsen med 12 nye lande sammenlignet med 2002 har gjort det til en mere kompleks opgave at håndtere formandskabet, da der rent praktisk er mindre tid til at gå i dybden med hvert enkelt lands position, og da det alt andet lige er vanskeligere at nå et kompromis. Det betød, at forhandlingerne i højere grad end tidligere rykkedes fra at foregå på møderne til at foregå mellem møderne, hvor problemer løstes igennem bilaterale kontakter mellem attachéerne i Bruxelles og mellem embedsfolk i hovedstæderne. På grund af antallet af medlemslande drog man, i modsætning til i 2002, ikke fra hver enkelt dansk ministerrådsformations side på rundrejse til hovedstæderne for at præsentere formandskabsprogrammet.

Betragter man de tre danske EU-forbehold, har deres praktiske betydning for organiseringen af formandskabet været forholdsvis begrænset. For Finansministeriet betød ØMU-forbeholdet, at det ikke kunne deltage i møder mellem eurozonelandene, men ikke desto mindre lykkedes det ministeriet at ”lande” flere større tiltag, som ikke mindst var rettet mod krisen i eurozonen. For Forsvarsministeriet betød forbeholdet imidlertid, at det ikke kunne lede alle møder under det danske formandskab. Retsforholdet havde omvendt ikke betydning for Justitsministeriets mulighed for at varetage formandskabet. Tværtimod gjorde Danmarks forbehold vedrørende EU’s ”retlige og indre anliggender” nærmest landet endnu bedre egnet som formandskabsland, fordi man per definition ingen særlige interesser havde i forslagene.

På området for Schengensamarbejdet endte det danske formandskab i en konfrontation med Europa-Parlamentet efter, at man have ”landet” en aftale i Ministerrådet om at gøre det lettere at indføre foranstaltninger, som begrænsede den fri bevægelighed. Med støtte fra de andre medlemslande argumenterede det danske formandskab for, at det ville krænke Lissabon-traktaten, hvis Europa-Parlamentet fik indflydelse på overvågningen af Schengen-aftalen. Europa-Parlamentet anså ikke overraskende dette som et tegn på manglende respekt. I forhold til en eskalering af konflikten med Europa-Parlamentet kan dette muligvis tilskrives det danske Justitsministerium, hvis raison d’etre er bygget op om en juridisk snarere end diplomatisk logik.

Omvendt lykkedes det at inddæmme konflikten til dels at handle om en konflikt mellem Parlamentet og Ministerrådet (og ikke Danmark som formandskabsland). Dels kom den alene til at dreje sig om det justitsministerielle område. Årsagen var muligvis den goodwill, som den nye regering havde opnået på området ved at fjerne den tidligere meget kritiserede grænseaftale, der nævntes ovenfor som den fjerde nationale situationelle rammebetingelse.

Næste gang, Danmark skal være formand i EU’s Ministerråd, er i andet halvår af 2025.