Schengenaftalen

Samarbejdet indledtes i 1985, da Belgien, Holland, Luxembourg, Frankrig og Vesttyskland i den luxembourgske by Schengen underskrev en aftale om fri bevægelighed, dvs. ophævelse af grænsekontrollen for personer, der krydser landegrænser mellem Schengenlande eller rejser mellem luft- og søhavne i lande, der er medlemmer af samarbejdet. Traktaten blev underskrevet i landsbyen Schengen i Luxembourg tæt på den tyske og franske grænse.

Aftalen fik siden tilslutning af Italien (1990), Spanien og Portugal (1991), Grækenland (1992), Østrig (1995) og Sverige, Finland, Danmark (1996), Estland, Letland, Litauen, Polen, Tjekkiet, Slovakiet, Ungarn, Slovenien og Malta (alle i 2007) samt Kroatien (i 2023). Norge, Island, Schweiz og Lichtenstein er også signatarer af konventionen. Tilslutningen til Schengenaftalen har ingen betydning for Den Nordiske Pasunion (se pas), der stadig er gældende.

Grænsekontrollen ved Schengenlandenes yderste grænser skærpes som et modstykke til den frie bevægelighed for personer mellem Schengenlandene. Medlemslandene skal derfor foretage grænsekontrol ved de ydre grænser efter ensartede regler, og der etableres et tættere politisamarbejde for at bekæmpe international kriminalitet og modvirke illegal indvandring. Det har dog været kritiseret, at den ydre grænsekontrol ikke er blevet tilstrækkeligt skærper samtidig med, at den interne grænsekontrol i Schengenområdet blev fjernet. Schengenaftalen blev med Amsterdamtraktaten indarbejdet i EU-samarbejdet.

Irland og Storbritannien deltager kun i visse dele af Schengensamarbejdet, nemlig det politimæssige og retlige samarbejde om straffesager, bekæmpelse af narkotika og etableringen af Schengeninformationssystemet, SIS, som giver medlemslandene adgang til oplysninger om visse kategorier af personer og genstande.