Challenger. Rumfærgen letter på mission STS-51B, d. 29. april 1985.
Challenger var navnet på den anden amerikanske rumfærge; den fløj første gang i 1983.
Challenger var på mange områder væsentligt forbedret i forhold til den første rumfærge, Columbia, bl.a. havde den kraftigere motorer, og i konstruktionen var der mange steder anvendt lettere materialer; den kunne derfor bringe en større last ud i rummet.
Mellem 1983 og 1986 gennemførte Challenger ni vellykkede rummissioner.
Kun 76 sekunder efter opsendelsen af Challenger den 28. januar 1986 eksploderede løfteraketten. Rumfærgen blev frigjort ved eksplosionen (den rød-brune sky), men en af faststofraketterne fortsatte opad. Det anses for sandsynligt, at mandskabet overlevede selve eksplosionen og de voldsomme G-kræfter, de blev udsat for kort efter. Men de kunne ikke overleve mødet med havoverfladen.
På sin 10. flyvning (den 25. rumfærgemission) den 28. januar 1986 eksploderede Challenger 73 sekunder efter starten. Derved omkom de syv ombordværende astronauter, Michael J. Smith, Dick Scobee, Ronald McNair, Ellison Onizuka, Gregory Jarvis, Judith Resnik og skolelæreren Christa McAuliffe.
Det stod hurtigt klart, bl.a. fra analyse af de mange videooptagelser, der under hver opsendelse rutinemæssigt blev foretaget fra forskellige vinkler, at der havde været en utæthed i en samling i en af de hvide booster-raketter, der sad på hver sin side af den orange brændstoftank.
Utætheden medførte, at den varme gas stod ud af siden på boosteren; den blæste lige ind på brændstoftanken som flammen fra en blæselampe. Dette var den umiddelbare tekniske forklaring på ulykken.
Det endelige hvilested for resternene af Challenger; Cape Canaveral Air Force Station.
En senere undersøgelse afdækkede dog også andet end tekniske svigt. NASA havde i årene efter Apolloflyvningerne udviklet rumfærgesystemet i et politisk klima, som var afgørende forandret; for første gang skulle man arbejde under meget stramme budgetter, affinde sig med tekniske løsninger, som undertiden kun var de næstbedste, og alligevel bevise over for politikerne, at systemet var driftsikkert og kunne tjene sig selv hjem igen.
Dette medførte intern rivalisering, urealistiske opsendelsesplaner og en virksomhedskultur, hvor ledelsen pressede de tekniske medarbejdere og ikke opmuntrede til åben kommunikation mellem top og bund.
Undersøgelsen afslørede endvidere, at raketkonstruktionens upålidelighed havde været kendt blandt involverede eksperter i en årrække, uden at dette havde medført seriøse forsøg på en udbedring. Så sent som aftenen før ulykken havde ingeniører hos løfterakettens producent forsøgt at nedlægge veto mod opsendelsen, men var blevet presset af NASA og deres egen ledelse til at opgive deres modstand.
For eksempel var det kendt, at samlingerne i booster-raketterne, som var lavet af gummi, opførte sig uhensigtsmæssigt i kulde. Natten før opsendelsen havde det været −4°C, en temperatur som boosterne bestemt ikke var designet til. Men de ingeniører, der råbte vagt i gevær, blev bedt om at bevise, at samlingerne ville fejle; noget, de naturligvis ikke var i stand til.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.