Carl Nielsen havde i begyndelsen af 1890'erne komponeret tre samlinger med solosange, og i årene op til 1910 kom endnu en række sange (bl.a. Jens Vejmand, 1905, og Du danske Mand, 1906) samt bl.a. flere kantater.
Med Sinfonia espansiva greb han afgørende ind i den traditionelle symfoniform for at skildre musikkens iboende kraft. Allerede værkets åbning, hvor tonen A udhamres med stadig stigende styrke for endelig at slynge hovedtemaet ud, lader forstå, at her arbejdes med en i dansk musik hidtil uhørt rytmisk intensitet. At han i andensatsen indfører to menneskestemmer i orkestret og lader dem synge på vokaler, altså uden tekst, er endnu et karakteristisk træk ved denne symfoni.
Sideløbende med arbejdet på symfoniske værker udgav Carl Nielsen sammen med Thomas Laub En Snes danske Viser (I-II), af hvilke flere hurtigt fik en central plads i den folkelige sang (bl.a. Underlige Aftenlufte, Jeg bærer med Smil min Byrde og Se dig ud en Sommerdag).
I sin 4. symfoni, Det Uudslukkelige, lader Carl Nielsen det rytmiske element få en stærkt fremskudt plads i form af et ekstra sæt pauker, som i symfoniens fjerde og sidste afdeling fremprovokerer en latent truende stemning. I dette værk sammenkobler Carl Nielsen de fire klassiske symfonisatser til et ubrudt forløb, samtidig med at han lader sidetemaet fra første afdeling benytte til en apoteose kort før symfoniens slutning.
På samme tid arbejdede Carl Nielsen videre med de enklere former (Salmer og aandelige Sange) og skrev klaverværkerne Chaconne og Tema med Variationer. Fra de følgende år stammer scenemusikken til Oehlenschlägers skuespil Aladdin og til Helge Rodes genforeningsskuespil Moderen (med Taagen letter).
I begyndelsen af 1920'erne komponerede han en række folkelige sange til diverse sangbøger, den verdslige kantate Fynsk Foraar og blæserkvintetten, som viser hans optagethed af de enkelte instrumenters musikalske karakter, og hvis sidste sats benytter hans egen melodi til Min Jesus, lad mit Hjerte faa i en variationsrække.
Fra 1921-1922 stammer den 5. symfoni, som er i to satser, men med træk fra den klassiske symfoniform. Den er præget af lange, stærkt organiske forløb, som udvikler sig fra indledningens vippende terts til den store sangbare kulmination i første sats, hvor lilletrommen bryder ind og forstyrrer det musikalske forløb.
Et par år senere gik Carl Nielsen i gang med sin 6. symfoni, Sinfonia semplice, der blev hans sidste. Som i fløjtekoncerten og klarinetkoncerten er det kammermusikalske element her stærkt fremtrædende, ligesom humoristiske og groteske indslag peger i retning af en nyorientering i hans stil. I Preludio e Presto og Tre Klaverstykker arbejder han sig hen imod atonalitet, og endnu i de tre motetter for kor a cappella samt orgelværket Commotio viser Carl Nielsen evnen til fornyelse, her med udgangspunkt i henholdsvis renæssancens vokalpolyfoni og barokkens orgelstil.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.