Carl Nielsen

Carl Nielsen blev født på Sortelung uden for Nørre Lyndelse syd for Odense. Barndommen, som han selv beskrev i den smukke erindringsbog Min fynske Barndom (1927), var præget af dårlige økonomiske kår for den store søskendeflok. Faderen ernærede sig som daglejer, maler og spillemand, og Carl Nielsen blev tidligt sendt ud for at tjene. Som dreng fik han violinundervisning, i en lokal musikforening stiftede han for første gang bekendtskab med den klassiske orkestermusik, og i 1879 konkurrerede han sig ind i regimentsmusikkorpset i Odense, hvor han spillede signalhorn og altbasun.

I 1884 blev han optaget på Musikkonservatoriet i København med violin som hovedfag. Han aflagde eksamen i 1886 og konkurrerede sig tre år senere ind på en andenviolinplads i Det Kongelige Kapel.

Carl Nielsen havde da markeret sig som komponist, bl.a. med sit op. 1, Suite for Strygere. I 1890 tildeltes han Det Anckerske Legat, for hvis legatsum han rejste til Tyskland, Frankrig og Italien. I Paris mødte han billedhuggeren Anne Marie Brodersen, som han blev viet til under opholdet (se Anne Marie Carl Nielsen). I 1905 fratrådte Carl Nielsen stillingen i kapellet, og tre år senere udnævntes han til andenkapelmester ved Det Kongelige Teater, en stilling, han beholdt til 1914. Det følgende år overtog han dirigentposten i Musikforeningen i København. 1916-1919 var han tilknyttet Konservatoriet som teorilærer, og fra 1916 til sin død havde han sæde i dets direktion.

I anledning af Carl Nielsens 60-årsdag i 1925 udkom en række af hans artikler under titlen Levende Musik. Hans sidste år var præget af en hjertelidelse, som forårsagede hans død i 1931, ni måneder efter at han var tiltrådt som direktør for Musikkonservatoriet.

• Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens legat, uddelt årligt siden 1959
• Carl Nielsen Museet, åbnet i Odense 1988
• Carl Nielsens Barndomshjem, Nørre Lyndelse, åbnet som museum 1956
• Carl Nielsen Kvartetten, strygekvartet grundlagt 1963
• Carl Nielsen-konkurrencerne omfatter Carl Nielsen-violinkonkurrencen samt en international klarinetkonkurrence, afholdt første gang 1997, og en fløjtekonkurrence, afholdt første gang 1998 i Odense Symfoniorkesters regi
• Carl Nielsen Selskabet i Danmark, stiftet 1991; uddelte i perioden 1998-2005 en hæderspris. I Frankrig og Storbritannien findes tilsvarende selskaber, dannet hhv. 1985 og 1989
• Carl Nielsen Udgaven, der har nyudgivet samtlige komponistens værker 1994-2009

Carl Nielsens tidlige værker er påvirket af Johannes Brahms, Johan Svendsen, Antonín Dvořák og Edvard Grieg, men allerede i den 1. symfoni optræder et brud med konventionerne, idet værket, der har g-mol som hovedtoneart, åbner med en C-dur-klang og også slutter i C-dur. Værkets stærke energiophobning genfindes i den 2. symfoni, De fire Temperamenter, hvor Carl Nielsen inden for den traditionelle symfoniform lader musikken karakterisere de fire sindelag. I disse to værker påbegyndes en bevægelse bort fra den romantiske, harmonibårne symfonisats hen imod en mere tematisk og motivisk udviklende, polyfon skrivemåde, som sammen med en utraditionel benyttelse af tonaliteten og inddragelse af modale elementer videreudvikles i de følgende symfonier.

Efter århundredskiftet var Carl Nielsen optaget af musikdramatikken. I Saul og David opnåede han et monumentalt udtryk gennem storladne korafsnit, og i Maskarade med holbergsk emne lader han de skarpt karakteriserede figurer agere i et udpræget hverdagsrum anno 1723.

Carl Nielsen havde i begyndelsen af 1890'erne komponeret tre samlinger med solosange, og i årene op til 1910 kom endnu en række sange (bl.a. Jens Vejmand, 1905, og Du danske Mand, 1906) samt bl.a. flere kantater. Med Sinfonia espansiva greb han afgørende ind i den traditionelle symfoniform for at skildre musikkens iboende kraft.

Allerede værkets åbning, hvor tonen A udhamres med stadig stigende styrke for endelig at slynge hovedtemaet ud, lader forstå, at her arbejdes med en i dansk musik hidtil uhørt rytmisk intensitet. At han i andensatsen indfører to menneskestemmer i orkestret og lader dem synge på vokaler, altså uden tekst, er endnu et karakteristisk træk ved denne symfoni.

Sideløbende med arbejdet på symfoniske værker udgav Carl Nielsen sammen med Thomas Laub En Snes danske Viser (I-II), af hvilke flere hurtigt fik en central plads i den folkelige sang (bl.a. Underlige Aftenlufte, Jeg bærer med Smil min Byrde og Se dig ud en Sommerdag).

I sin 4. symfoni, Det Uudslukkelige, lader Carl Nielsen det rytmiske element få en stærkt fremskudt plads i form af et ekstra sæt pauker, som i symfoniens fjerde og sidste afdeling fremprovokerer en latent truende stemning. I dette værk sammenkobler Carl Nielsen de fire klassiske symfonisatser til et ubrudt forløb, samtidig med at han lader sidetemaet fra første afdeling benytte til en apoteose kort før symfoniens slutning.

På samme tid arbejdede Carl Nielsen videre med de enklere former (Salmer og aandelige Sange) og skrev klaverværkerne Chaconne og Tema med Variationer. Fra de følgende år stammer scenemusikken til Oehlenschlägers skuespil Aladdin og til Helge Rodes genforeningsskuespil Moderen (med Taagen letter).

I begyndelsen af 1920'erne komponerede han en række folkelige sange til diverse sangbøger, den verdslige kantate Fynsk Foraar og blæserkvintetten, som viser hans optagethed af de enkelte instrumenters musikalske karakter, og hvis sidste sats benytter hans egen melodi til Min Jesus, lad mit Hjerte faa i en variationsrække.

Fra 1921-1922 stammer den 5. symfoni, som er i to satser, men med træk fra den klassiske symfoniform. Den er præget af lange, stærkt organiske forløb, som udvikler sig fra indledningens vippende terts til den store sangbare kulmination i første sats, hvor lilletrommen bryder ind og forstyrrer det musikalske forløb.

Et par år senere gik Carl Nielsen i gang med sin 6. symfoni, Sinfonia semplice, der blev hans sidste. Som i fløjtekoncerten og klarinetkoncerten er det kammermusikalske element her stærkt fremtrædende, ligesom humoristiske og groteske indslag peger i retning af en nyorientering i hans stil. I Preludio e Presto og Tre Klaverstykker arbejder han sig hen imod atonalitet, og endnu i de tre motetter for kor a cappella samt orgelværket Commotio viser Carl Nielsen evnen til fornyelse, her med udgangspunkt i henholdsvis renæssancens vokalpolyfoni og barokkens orgelstil.

Hovedparten af Carl Nielsens værker i autograf findes i Carl Nielsens Samling i Det Kongelige Biblioteks musikafdeling; hans breve og andre papirer er samlet i Carl Nielsen Arkivet på samme bibliotek.

Fra 1965 foreligger en værkfortegnelse ved Dan Fog og Torben Schousboe (citeret som FS). I 1994 blev Carl Nielsen Udgaven etableret som et særligt projekt under Det Kongelige Bibliotek med det formål at tilvejebringe en praktisk-videnskabelig udgave af komponistens værker; udgivelsen strakte sig fra sommeren 1998 til foråret 2009. På Carl Nielsen Udgaven bygger den tematiske fortegnelse over alle Carl Nielsens værker (CNW), der 2014 udkom online ved Dansk Center for Musikudgivelse, Det Kongelige Bibliotek.

Carl Nielsens værker (CNW) hos Dansk Center for Musikudgivelse