Danmark – musik – 1900-tallet, Dansk tonekunst blev i de første årtier af 1900-tallet frem for alt præget af Carl Nielsens seks symfonier, hans operaer, kammermusikværker, sange og klavermusik. Han anses for at være en af de største danske komponister overhovedet. Han tog udgangspunkt i senromantisk tradition, men udviklede en personlig stil. Rued Langgaard holdt derimod i sin omfattende produktion fast ved en senromantisk orienteret stil.

Komponister født i første halvdel af århundredet voksede op med en klassisk æstetik som baggrund, sådan som den kom til udtryk hos såvel Carl Nielsen som Finn Høffding, Vagn Holmboe og Herman D. Koppel.

Fælles for dem alle var en selvforståelse, som var skabt i en dansk og nordisk toneverden. Yngre komponister som Niels Viggo Bentzon, Per Nørgård, Pelle Gudmundsen-Holmgreen og Bent Lorentzen havde i højere grad et behov for at orientere sig mod den centraleuropæiske modernisme. Disse komponister reagerede kritisk over for modernismens æstetik, Per Nørgård i form af det "nordiske sinds univers", der var en kærlighedserklæring til en nordisk tone med Vagn Holmboe og Jean Sibelius som ledestjerner. Men Nørgårds søgende sind fandt snart dette kompositoriske credo for indsnævret. Bruddet betød musikalske sonderinger i det centraleuropæiske nye musikmiljø.

Flere komponister i samme generation, Ib Nørholm, Henning Christiansen, den yngre Ole Buck tillige med Gudmundsen-Holmgreen, reagerede på modernismens kompleksitet ved at tilstræbe det modsatte: De komponerede ekstremt enkelt. De lagde navn til den "ny enkelhed" i dansk musik, en helt speciel udgave af den minimalistiske udtryksform. De insisterede på mange udtryksformer, collager, ironisk leg med citater og stilelementer fra ældre musik. Siden skiftede disse komponister retning og skabte hver sit personlige perspektiv til egne tidligere værker.

De komponister, som frivilligt lod sig opsluge af modernismens udtryk, fik det svært i et musikmiljø, der ikke var modent til at acceptere den kompromisløse holdning til det musikalske materiale. Det gælder fx Gunnar Berg, der som en af de første tog den serielle teknik til sig.

Axel Borup-Jørgensens musik er også funderet i en modernistisk æstetik, men uden en dogmatisk og konsekvent holdning til udtryk og form; Borup-Jørgensen arbejder med lyriske billeddannelser, som er følsomme indlevelser i aforismens former, med kammermusikken som den foretrukne genre.

Udgangspunktet for Bent Lorentzen var den serielle musik, og han orienterede sig mod den internationale avantgarde. I 1960'erne og 1970'erne lod han sig inspirere af den elektroniske musik, men valgte i lighed med andre af den tids banebrydere at opgive den rene elektroniske musik. Mogens Winkel Holm har aldrig tilhørt nogen skole eller æstetisk retning. Han kunne derfor i sine kompositioner tage afsæt i efterkrigstidens centraleuropæiske modernisme, uden at dens dogmatik på noget tidspunkt har været æstetisk ledestjerne for ham.

I elektronmusikkens barndom var komponisterne Else Marie Pade og Jørgen Plaetner pionererne, som viste vejen for den elektroakustiske musik.

Blandt danske komponister født i 1920'erne finder vi en række navne, som har markeret sig med originale værker præget af stringens i form og satsarbejde og klarhed i udtrykket: Tage Nielsen, Poul Rovsing Olsen (1922-82), Leif Thybo og Erik Norby. Her hører også en outsider som Bernhard Lewkovitch til.

1950'ernes dogmatiske innovationsfilosofi spiller ikke længere nogen rolle som normgiver, men erfaringerne står tilbage med et krav om indre sammenhæng og konsistens. Det synes at være nøgleordet for en komponist som Poul Ruders. I begyndelsen skrev han værker med ironi, distance og pasticher, på samme måde som andre fremtrædende skikkelser i hans generation gjorde det: Bo Holten, Karl Aage Rasmussen og Hans Abrahamsen. Op gennem 1980'erne frigjorde Poul Ruders sig i lighed med sine kolleger fra denne distancerende udtryksverden.

De to sidste årtier af 1900-tallet har vist nye talenter inden for den elektroakustiske musik og computermusikken, fx Gunnar Møller Pedersen, Ivar Frounberg og Wayne Siegel. Deres jævnaldrende Bent Sørensen, Erik Højsgaard, Anders Nordentoft, Niels Rosing-Schow, Svend Hvidtfelt Nielsen og Karsten Fundal har markeret sig som indflydelsesrige i deres generation.

Bl.a. i kølvandet på åbningen af Den Anden Opera i 1995 har der omkring år 2000 i Danmark været fornyet interesse for operagenren med succesfulde kammeroperaer som bl.a. Lars Klits Anatomisk opera (1998), Eva Noer Kondrups Neja (2000) og Poul Ruders' Tjenerindens fortælling (1998).

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig