brunsviger

Brunsviger nævnes for første gang i kogebogen Haandbog for Huusmødre i alle Stænder, skrevet af A.C. Dragsted fra 1859, udgivet i Odense. Har kan man læse, at der til Brunsvigerbrød skal bruges mel, gær og lunken fløde, som skal æltes sammen og hæve sig. Når dette er sket skal der tilsættes smør og citronolie i dejen, som atter skal hæve.

Der slås nu flade Brød af størrelse, som man selv behager. Disse Brød sættes til Varmen, at de kunne hæve sig paa Pladen”. Slutteligt skriver Dragsted, at brødene overstryges med smør, stødt melis, hvori der er iblandet kardemomme og en del søde hakkede mandler. Dette Brød bages, ligesom andet Hvedebrød, lysebruunt ved stærk Varme.

I de sidste årtier af 1800-tallet følger flere opskrifter i de danske kogebøger, men det er væsentligt, at titlen ændres fra ”Brunsvigerbrød” til ”Brunsvigerkage”. I perioden mellem 1. Verdenskrig og 2. Verdenskrig træder brunsvigeren ikke så tydelig frem i det danske kogebogsmateriale. Efter 2. Verdenskrig ses den dog atter i kogebøgerne, og i 1948 var brunsvigeren fx nævnt med den fornyelse, at der blandt ingredienserne nævnes kokosmel, som en mulig erstatning for korender.

I 1960’erne, hvor brunsvigerens mange råvarer opnår et prisleje, så alle kan være med, synes kagen udbredt. Kagen har med et ekstra lag remonce en eksklusiv karakter, ligesom den med lethed kan bages i større portioner i bradepande og herefter anvendes til kaffebordet eller udskæres i figurer og pyntes i forbindelse med fejring af fødselsdage.