Boxheim-affæren

Udkastene blev drøftet under et møde i inderkredsen i det hessiske NSDAP på ejendommen Boxheim ved Worms sidst i november 1931.

De lækkede dokumenter gav genlyd i hele Tyskland. Det var ikke mindst den socialdemokratiske presse, der så en chance for at miskreditere nazisterne i en situation, hvor NSDAP var på vej til at få del i regeringsmagten i Hessen-Darmstadt.

Boxheim-udkastet bestod af fem punkter, hvoraf det første lød: 'Enhver anordning fra SA og SS skal straks adlydes, uanset hvilken tjenestegrad, der har udstedt denne. Modstand straffes i reglen med døden'.

Det viste sig at være en dr. Hermann Schäfer, et medlem af partiets landdagsgruppe, der havde lækket papirerne. Det var en hævnakt, fordi Werner Best som gruppeformand havde konstateret, at Schäfers doktordiplom var falsk. Derfor pressede Best ham til at nedlægge sit mandat. Umiddelbart fik affæren alvorlige følger for Werner Best. Han blev i 1932 afskediget fra sit dommerembede, og i en situation, hvor Adolf Hitlers parti officielt arbejdede på at overtage magten med legale midler, var han nødt til at gå af som gruppeformand.

Affæren blev imidlertid lejlighed for Werner Best til at møde Hitler. Føreren indkaldte ham til en samtale og forklarede, at han havde været nødt til at lægge afstand til ham af taktiske grunde, men at Best på ingen måde var i unåde i NSDAP.

Boxheim-affæren fik en fortsættelse efter Hitlers magtovertagelse den 30. januar 1933. Werner Best blev straks udnævnt til fungerende politichef i Hessen-Darmstadt, og han etablerede med det samme koncentrationslejren Osthofen – sammen med Dachau den første kz-lejr i Nazityskland.

Hermann Schäfer var blandt de internerede. Den 18. juli 1933 blev Schäfer fundet død i en skov i Frankfurt am Main – dræbt af flere skud. Han var efter ordre af Werner Best om natten blevet hentet i Osthofen af tre kriminalbetjente, der var SS-folk, og kørt nordpå.

En normal kriminalpoliti-undersøgelse kunne ikke finde sted i det nazistiske Tyskland på grund af sagens karakter, men omstændighederne pegede på, at Werner Best havde haft en større eller mindre rolle i drabet. Det var også konklusionen, da Forbundskriminalpolitiet efter Anden Verdenskrig så sent som i 1950'erne genoptog sagen. Selv nægtede Best at have givet ordre til drabet, og de deltagende betjente sagde, at Schäfer var blevet skudt under flugtforsøg. Sagen endte med at blive henlagt.

Drabssagen førte endnu engang til, at Werner Best mistede sin stilling. Den lokale NSDAP-Gauleiter Jakob Sprenger (1884-1945) var en politisk rival, og han var på samme tid blevet rigsstatholder i Hessen-Darmstadt. Sprenger havde ikke noget imod likvideringen som sådan, men kritiserede den klodsede måde, Werner Best havde håndteret forløbet på. Best måtte fratræde i september 1933.

Boxheim-affæren endte dog med at få en udpræget positiv virkning for Werner Best. SS-rigsfører Heinrich Himmler lagde som en kardinaldyd vægt på Härte – kompromisløs hårdhed – og forløbet syntes præcis at dokumentere, at det var Best i besiddelse af. Han blev i efteråret 1933 ansat som leder i Sydtyskland af Reinhard Heydrichs Sicherheitsdienst (SD) – NSDAP's interne efterretningstjeneste – og allerede i begyndelsen af 1935 blev han udnævnt til souschef i Gestapo og fra 1936 i Sikkerhedspolitiet. I begge stillinger igen med Heydrich som chef.

Udviklingen medførte, at visionerne fra Boxheim-dokumenterne materialiserede sig. Werner Best havde hele tiden forsvaret sig med, at forordningsudkastene var forberedelser til et modkup i tilfælde af et kommunistisk kup. Ved Rigsdagsbranden den 27. februar 1933, der blev påsat af en enlig anarkist, påstod han sine forudsigelser virkeliggjort.

Best spillede en nøglerolle i forberedelserne til De lange knives nat den 30. juni 1934, hvor mindst 85 personer, som Hitler så som modstandere, blev likvideret. Werner Best ledede fra München personligt den sydtyske del af mordaktionen, der omfattede ca. en tredjedel af de personer, der stod på drabslisterne.

Metoden – summarisk nedskydning – svarede ganske til de hensigter, der blev blotlagt i de lækkede dokumenter.

Boxheim-affæren var i høj grad bestemmende for det ry, Werner Best havde ved sin ankomst som rigsbefuldmægtiget – politisk leder – til det tysk besatte Danmark i november 1942. Han havde fået tilnavnet 'Blodhunden fra Paris'. I Udenrigsministeriet kunne man danne sig et billedet af ham ved at trække på den omfattende presseomtale i 1931/1932, mens der kun var spinkel konkret viden om, hvad der havde været Bests funktion som forvaltnings- og personalechef i Sikkerhedspolitiet frem til 1940 og som krigsforvaltningschef i det besatte Frankrig 1940-1942.

Ikke mindst på grund af forhandlingsrelationen med den danske statsminister Erik Scavenius førte Best længe en overraskende moderat besættelsespolitik.

Det foranledigede i forsommeren 1943 modstandsmanden Jørgen Jacobsen (1919-2016) til (anonymt) at skrive en artikel i det illegale blad De danske Studenter. "Vi er nu ved at begå akkurat samme skæbnesvangre fejl som tyskerne i 1931. Vi undervurderer nazisten Best. (...) Nazismen undertrykker. Metoden må afpasses til hvert enkelt folk. Tyskerne må undertrykkes ved vold, Danmark gennem forhandling og overtalelse," vurderede han bl.a. Også for Jacobsens vedkommende stammede hans viden fra besøg i Det kongelige Biblioteks avissamling.

• Besættelsen
• Danmarks historie 1940-1945
• 2. Verdenskrig
• Tysklands historie 1933 og frem
• Werner Best

• Ulrich Herbert: Best – Biographische Studien über Radikalismus, Weltanschauung und Vernunft. Dietz Verlag, 1996.
• Niels-Birger Danielsen: Werner Best – tysk rigsbefuldmægtiget i Danmark 1942-1945. Politikens Forlag, 2013.
• Jørgen Jacobsen: 'Den duelige Werner Best' i Frit Danmark, årgang 8, nr. 5 (1949).