Bollywood

Bollywoodfilm følger den samme formel som andre indiske mainstreamfilm. De er kendetegnet ved, at de er storslåede, “larger than life”, og overgår publikums egne liv på alle fronter: mere intens kærlighed, større hjem og biler, smukkere tøj og attråværdige stjerner. Filmene er ofte over tre timer lange, indeholder stort anlagte sang- og dansescener og er centreret omkring et romantisk, melodramatisk plot med komiske indslag. Derudover er genren "masala" – det vil sige, at en Bollywoodfilm ofte er et romantisk familiemelodrama, men der vil også være elementer af falden-på-halen-komik og actionsekvenser. Altså en stor blanding af mange genrer.

Bollywood har også nogle af de bedste helte- og heltindeintroduktioner. Altså den sekvens, hvor man bliver introduceret for filmens protagonist. Publikums forventninger udnyttes, og dramaet opbygges, til vi endelig får vores helt at se. Man kan godt regne med, at alle i publikummet har hørt om filmen. Nogle har set trailere, læst anmeldelser, andre har blot hørt sladder fra venner og familie, men alle ved, hvad filmen handler om, og ikke mindst hvem der er med. Og netop denne forventningens glæde om at se sin helt eller heltinde skaber en særlig spænding.

Mainstreamfilm er for hele familien, så man ser blandt andet ikke romantiske kys særlig ofte på det store lærred. Der er ikke tale om censur, men måske snarere selvcensur fra de indiske filmmagere for ikke at bryde samfundets traditionelle normer. Det manglende kys er ét af de elementer, der gør en Bollywoodfilm til noget særligt og til film, som hele familien kan se – om man er religiøs eller ej, knibsk eller ej. Man kan sige, at Bollywoodfilm på den måde udnytter sit publikumspotentiale, og det er måske derfor, at disse film er de mest sete film i verden.

Siden 1930’erne og op til 1970’erne var mainstream hindifilm domineret af romantiske melodramaer, meget som vi kender dem i dag. Det var blandt andet for at få folk til at glemme deres hverdag, der mellem 1930’erne og 1950’erne var påvirket af store politiske forandringer såsom 2. Verdenskrig, kampen for indisk uafhængighed og Partition – opdelingen mellem Indien og Pakistan. Det var en af grundene til, at størstedelen af filmene i denne periode var romantiske melodramaer og fungerede som eskapisme, altså som virkelighedsflugt for den hårdt udsatte indiske befolkning.

Opdelingen mellem Indien og Pakistan resulterede også i, at en hel del muslimer kom til Mumbai. Mange muslimske digtere fik arbejde i filmindustrien som sang- og dialogskrivere, hvilket også er en af grundene til, at Bollywoodfilmenes sprog er en god blanding af hindi og urdu.

I 1970’erne blev de romantiske film til dels afløst af actionfyldte film om gangstere og banditter, og det var især Amitabh Bachchan i rollen som den "vrede unge mand", der trak publikum til biograferne. Filmene afspejlede 1970’ernes turbulente periode i Indien: I begyndelsen af 1970’erne begyndte optimismen om et bedre liv i et uafhængigt Indien (der var blevet uafhængigt i 1947) at falme, samtidig med at Indien og Pakistan kom i krig i 1971. I 1975 blev premierminister Indira Gandhi fundet skyldig i valgsvindel, og senere samme år blev landet erklæret i undtagelsestilstand, hvilket resulterede i at over 100.000 oppositionsledere, forfattere, journalister og politiske aktivister blev anholdt og fængslet uden retssag. Så der var nok at reagere på i 1970’ernes Indien.

Det kom selvfølgelig til udtryk i filmene, og i 1971 kom en helt ny slags helt til det store lærred. Nemlig førnævnte Amitabh Bachchan i rollen som den vrede unge mand. Det ses blandt andet i film som Zanjeer (Shackles), Deewaar og Trishul. Den vrede unge mand hed ofte Vijay (som betyder sejrende) og virker inspireret af Karna, som er en af de centrale personer i Mahabharata – et af Indiens vigtigste værker. Karna betragtes som den største kriger i Mahabharata, og det er med denne krigerånd, at Vijay kæmper mod korruption og social uretfærdighed.

I 1990’erne vendte Bollywoodfilmene tilbage til de romantiske melodramaer, og i de senere årtier er Bollywood (og Indiens regionale filmindustrier) begyndt at udvide repertoiret med at producere mere vestligt inspirerede gyserfilm, actionfilm med masser af slagsmål og skyderier, børnefilm lavet som co-produktioner med Disney samt science fiction-film med kæmpebudgetter som Shah Rukhs Ra.One fra 2011, instrueret af Anubhav Sinha.

Med nye unge stjerner og enorme budgetter har Bollywoodfilmen taget endnu en drejning, og nu skruer filmindustrien op for både specialeffects og biljagter. Og der er ikke kun de unge stjerner, der gør sig i actionfilm på en helt ny skala – også en megastjerne som Shah Rukh Khan viser med film som Pathaan (fra 2023, instrueret af Siddharth Anand) og Jawan (fra 2023, instrueret af Atlee), at han kan levere megaactionfilm med kæmpe budgetter.

• indisk film
• film
• Indien