Bloksbjerg

Harzen og Bloksbjerg hørte til Østtyskland under den kolde krig (1947-1991). I denne periode blev der bygget et stort radaranlæg på toppen af bjerget med det formål at gøre det muligt for østblokken at aflytte teletrafik i Vesttyskland.

Ifølge tysk folketro mente man, at Bloksbjerg var et samlingssted for hekse på Valborgsaften (tysk: Walpurgisnacht), hvor de festede med djævelen. Forestillingen om Bloksbjerg som heksenes mødested slog først bredt igennem i anden halvdel af 1600-tallet, hvor den tyske universitetslærer Johannes Prætorius (1630-1680) havde vakt opsigt med en bog om heksemøder på Bloksbjerg. Med tiden blev det en accepteret forestilling, at Bloksbjerg var heksenes samlingssted.

Idéen om heksemøder på Bloksbjerg spredte sig efterhånden til Danmark. Bloksbjerg nævnes fx i en af de sene, danske hekseprocesser, der udspillede sig på Fyn i 1708. Her stod den 14-årige Anne Lauridsdatter og Karen Madsdatter anklaget for trolddom, og udfaldet blev at Anne Lauridsdatter fik en livstidsdom, mens Karen Madsdatter først blev dømt til bålet, men dommen blev senere omstødt.

Ifølge ældre, dansk folketro havde heksene andre samlingssteder end Bloksbjerg. En række af de steder, som nævnes i forbindelse med forskellige hekseprocesser er Troms kirke, dvs. Trondheims domkirke (nævnt 1623), Hekkenfeld, dvs. vulkanen Hekla på Island (nævnt 1696) samt steder som højdedraget Bjerrelide ved Horsens (nævnt 1618) eller Ullemose på Sjælland (nævnt 1549).

Man troede at norske hekse holdt møder på bjerget Lyderhorn ved Bergen (nævnt i en dansk kilde fra 1599). De svenske hekse holdt derimod møder på Blåkulla ved Kalmarsund (nævnt i en svensk kilde fra 1555). Foruden Bloksbjerg kunne tyske hekse mødes ved Heuberg i Sydvesttyskland, og man mente at italienske hekse mødtes ved Benevento i Syditalien.