Via Mercatorum
Den gamle romerske handelsvej Via Mercatorum ind mod Cornello.
Via Mercatorum
Licens: CC BY SA 3.0
Tasso posthus

Tasso-familiens hus (tv) og posthusmuseet. Det var herfra det europæiske postvæsen for alvor udfoldede sig fra årtierne omkring år 1500.

Tasso posthus
Licens: CC BY SA 3.0

Bergamo-provinsen er en provins i Norditalien med 1,1 million indbyggere (2023); hovedstaden er Bergamo. Provinsen dækker et areal på 2746 km2. Den indgår med sin tekstil- og beklædningsindustri i Italiens største industribælte langs nordranden af Posletten. Ligesom byen Bergamo har provinsen i mange århundreder haft en vigtig position, centralt beliggende med de gamle handelsveje (Via Mercatorum) og militærstrategisk. Provinsen og befolkningens levevis er præget af de mange folkeslag og stater, som i tidens løb har invaderet og bosat sig i området.

Bergamo-provinsen var i foråret 2020 det første europæiske epicenter for COVID-19-pandemien.

Provinsen rummer ligesom byen Bergamo (Città Alta og Città Bassa) et væld af stof med rige historisk-kulturelle perspektiver. En antydning kan gives med bynavne som Sotto il Monte, som i 1963 fik tilnavnet Giovanni XXIII, dvs. efter bysbarnet Angelo Roncalli, der i 1958 blev pave med navnet Johannes 23.; Commune di Carravaggio (1571-1610), hvorfra slægten, der fostrede den store barokmaler Caravaggio, stammer; Castello Malpaga, som tilhørte i condottiero Bartolomeo Colleoni (1400-1475, med fresker bl.a. danske kong Christian 1. på besøg her; Clusone med dødedans-fresko på byens lille kapel for flagellanter; og Trescore Belnearia med imponerende fresker i Cappella Suardi af Lorenzo Lotto.

Brembana-dalen

Fra Bergamo op gennem Brembana-dalen, langs med floden af samme navn, gik den gamle handelsvej nordover mod Schweiz, Via Mercatorum, som dog blev erstattet venetianernes Via Priula i 1500-tallet. Her finder man steder som:

San Pellegrino Terme

Leonardo da Vinci skal have besøgt termerne i 1509 og baseret sin afhandling om vand herpå.

Camerata Cornello eller Cornello dei Tasso

En lille by nord for Bergamo, hvorfra Tasso-familien – med Francesco Tasso som frontfigur – grundlagde det europæiske postvæsen. Postudbringningen med de berømte corrieri for paven såvel som kejseren gjorde familien til én af Europas rigeste (i dag: Thurn und Taxis). Tasso’erne havde postmestre bl.a. i Rom og Venedig og Bruxelles. Og paladser i Bergamo i Via Pignolo. Kirken Santo Spirito kaldtes Tasso-kirken.

Postkort fra Cornello
Postkort fra Cornello med Francesco Tasso (1459-1517) i 500-året for hans død.
Postkort fra Cornello
Licens: CC BY SA 3.0

Oneta

Familien Grataroli fra Oneta flyttede dels til Bergamo (Palads i Via Pignolo), dels til Venedig. Det samme gjorde mange beboere fra denne egn, bl.a. de såkaldte facchini (lastedragere) og zanni (tjenere) – begge prototyper for Commedia dell’Arte-figuren Harlekin, som skal tale bergamasco og opføre sig frækt og sprælsk, som disse bergamaschi skal have gjort i Venedig.

I Castello dei Grataroli fra 1400-tallet (i venetiansk stil) er der nu indrettet et Harlekin-museum.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig