flagellanter

Flagellanter er kristne selvpiskere. Fra romerretten overtog det vesterlandske klostervæsen piskning som en gængs form for straf. I 1000-tallet indgik selvpiskning i askesen blandt italienske eneboere; Petrus Damiani var blandt dens forsvarere. Som frivillig bodsstraf vandt den udbredelse i 1100-tallets klostersamfund.

Ved midten af 1200-tallet blev selvpiskning udbredt til lægfolket i Italien under indtryk af tiggermunkenes bods- og dommedagsforkyndelse. For at komme Guds dom og straf i forkøbet blev der organiseret spektakulære processioner af mænd, som drog fra by til by, idet de piskede sig til blods og sang bodssalmer på folkesproget (se geisslerlieder).

Under pestepidemien i Europa ved midten af 1300-tallet håbede mange ved flagellation at kunne afværge pesten, der blev opfattet som tegn på Guds vrede. Flagellanterne organiserede sig i broderskaber, hvor revolutionære og apokalyptiske forestillinger undertiden trivedes. Verdslige og kirkelige myndigheder så med mistillid på dem, og pave Clemens 6. fordømte i 1349 selvpiskerne; dog forekom sådanne broderskaber gennem hele senmiddelalderen.

I 1500-tallet blev selvpiskning en integreret del af jesuitternes asketiske program. I skarp polemik imod jesuitternes forsvar for lægfolkets selvpiskning afviste protestantiske teologer skikken. I efterreformatorisk tid var flagellation udbredt inden for den romerskkatolske kirke frem til 1700-tallet, og i enkelte europæiske lande forekom den endnu ind i 1900-tallet. Blandt romerskkatolske kristne i Sydamerika og Sydøstasien kan selvpiskning stadig forekomme.