Bali. Legongdanserinder iklædt de traditionelle, kostbare kostumer: Uden på sarong og bluse med guldtryk bæres krave, bælte og løse paneler af guldbrokade. Hovedet prydes af en forgyldt, udskåret krone dekoreret med stene, spejle og blomster. I højre hånd holdes en vifte, som bevæges med stor kunstfærdighed. Fantasifuldhed og farvepragt skaber sammen med de stiliserede, yndefulde og kniplingeagtige bevægelser en overnaturlig stemning.

.

Bali (Musik, dans og teater), Bali har i hele 1900-t. betaget og inspireret Vesten med sprudlende dans, teater og gamelanmusik, som er uløseligt flettet ind i hinanden og altid knyttet til balinesernes farverige ritualer; en manifestation af en "anden" virkelighed, som gennemsyrer livet og alle dets udtryksformer.

De klassiske typer af danseteater, skyggespil og maskedans opstod i 1000-t., da hinduismen kom til Bali og blandede sig med den oprindelige Bali Aga-animisme. Hindufyrster og kunstnere, der ca. 1500 flygtede til Bali fra Java efter den islamiske invasion, medbragte bronzeinstrumenter, som dannede forskellige slagtøjsorkestre, gamelaner, knyttet til hver sin teaterform. Efter fyrstehusenes undergang ca. 1905 fik musik, dans og teater yderligere en opblomstring, nu i landsbyernes mange klubber, hvor der opstod helt nye genrer præget af dynamik og tempo.

Fyrstehusenes forfinede hofkunst af dans, teater og musik fra 1500-t. er i 1900-t. blevet til en levende folkekultur på Bali. Trods den massive turiststrøm, især efter 1970, er danse- og teaterformerne stadig stærkt forankret i det rituelle liv, øens særlige Bali-hinduisme. Opførelserne ledsages altid af et gamelanorkester og finder sted i landsbyernes templer og fællespavilloner i forbindelse med de talrige religiøse ceremonier på øen. Rollebesætningen i samtlige danse- og teaterformer består af faste skikkelser (fx konger, dæmoner og krigere) med visuelle fællestræk, uanset om det er skuespillere, dansere, masker eller dukker. Maskerne tillægges magisk kraft og behandles med dyb respekt. De udskæres og dekoreres med stor kunstnerisk færdighed.

I den sceniske fremstilling er samspillet mellem dans og musik central. Karakteristisk for dansen og teatret er øjnenes udtryksfuldhed, de dybtbøjede ben- og de lethævede armpositioner samt håndstillingerne, mudras, der stammer fra præsternes ritualer.

Dansen udføres i tæt samspil med musikken, som siden 1920'erne primært udføres af Gamelan Gong Kebyar, et stort orkester bestående af metallofoner, stemte gonger, trommer, bækkener og fløjter, i alt op til 30 musikere. Musikken adskiller sig fra den rolige javanesiske ved et hurtigt tempo, bratte skift og komplicerede rytmiske vekselspil. Musikken er især baseret på en femtoneskala (pelog), der består af tonerne A-Cis-D-E-Gis, men også andre skalaer bruges, fx slendro. Metallofonerne er parvist stemt en anelse forskelligt (ca. 10 Hz) for at opnå en karakteristisk svævende klang. Kompositionerne er nøje fastlagt, baseret på langsomme grundmelodier i de dybe metallofoner, gangsaerne, underopdelt og flerstemmigt ornamenteret i de øvrige instrumenter.

En gamelan ledes af trommespilleren (mht. signaler fra danserne) og af en gangsaspiller (mht. musikalsk frasering og dynamik). Indstuderingen af den virtuose musik foregår dagligt i landsbyens fællespavillon.

De klassiske danse omfatter bl.a. kvindedansene legong, en krævende hofdans for tre unge piger, kendetegnet ved sin ophøjethed, velkomstdansen pendet og besværgelsesdansen rejang; for mændenes vedkommende solodanse som maskedansen topeng, hvor danseren fremstiller forskellige helteroller, og krigerdansen baris. Calonarang kombinerer gamelan, dans, masker, skuespil og sang i fremstillingen af kampen mellem det gode barong-fabeldyr og den dæmoniske rangda-heks; en kamp, som tillige er temaet i selve barong-dansen, en af de maskedanse, hvori trance kan forekomme. Syngespillet arja og det komiske drama gong er begge opstået i 1900-t. med baggrund i det religiøse gambuh-spil; de kombinerer rituelle og heroiske temaer med komisk sceneimprovisation.

Det særlige skyggespil wayang kulit ses i forbindelse med underholdning, til tempelfester og familiefester. Det er hinduistiske dramaer fortalt af dukkeføreren, som samtidig med fortællingen bringer de flade læderstangdukker i bevægelse bag en oplyst skærm. Skyggespillene ledsages af en speciel gamelankvartet af metallofoner, gender wayang, der med sin komplicerede flerstemmige musik regnes for den fornemste ensembleform. Kecak er en særlig korversion af gamelanmusik, skabt især for turister omkring 1930. Den har udgangspunkt i Sanghyang-ritualet, hvor unge kvinder bringes i trance. Et stort mandskor råber "tjak" hurtigt i fascinerende rytmisk flerstemmighed som en imitation af gamelanens lyd. Dette akkompagnerer en forkortet udgave af det indiske heltedigt Ramayana, dramatiseret af et par skuespildansere.

Balinesisk teater har haft indflydelse på vestligt teater gennem Antonin Artaud, hvis teaterteori er påvirket af balinesernes magiske og spirituelle udtryksformer. Balis fascinerende rytmiske musik har inspireret komponister som Colin McPhee, Olivier Messiaen, Benjamin Britten, Steve Reich og Per Nørgård. Balis Statslige Akademi for Dans og Gamelan har siden 1975 uddannet orkesterledere, findyrket både glemte og nye genrer og udbredt kendskabet til Balis musik og teater internationalt ved turnéer og samarbejde. Akademiet arrangerer årligt en stor festival på Bali. Odin Teatret inddrog den balinesiske gambuhdans i flere sekvenser i forestillingen Ur-HamletKronborg i 2006.

Læs mere om Bali.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig