Afrika - religion (islam)

Afrika - religion (islam), I 600-t. spredtes islam fra den arabiske verden til Nordafrika og fra 1000-t. videre over Sahara til Vestafrika. Kendskabet til islam blev især udbredt af islamiske lærde, som rejste med handelskaravanerne.

I Vestafrika fandtes islam overvejende i byerne indtil slutningen af 1700-t. Derefter indledte vestafrikanske muslimer, oftest organiseret i sufibroderskaber (se sufisme), en væbnet kampagne, en jihad, som førte til, at hovedparten af Vestafrikas savanneområder blev islamiseret. En række islamiske stater — som fx emiraterne i det nordlige Nigeria — blev oprettet, og den malikitiske lovskole blev dominerende. Ofte fulgte den politiske elite nøje Koranen og de islamiske lovtraditioner, mens den brede befolkning forenede islam med lokale religiøse træk, fx i forbindelse med helbredelse.

Islam kom fra 800-t. til Østafrika fra den arabiske verden og fulgte — som i Vestafrika — karavanevejene. I Østafrika blev islam koncentreret langs kysten og er kun få steder trængt ind i landet. Islam domineres her af den shafiitiske lovskole. Fra 1800-t. er asiatiske muslimer indvandret til det østlige og sydlige Afrika.

Islams udbredelse i Afrika har nok været stærkest i kolonitiden i 1900-t., og i slutningen af århundredet findes der i Afrika syd for Sahara sandsynligvis mere end 150 mio. afrikanske muslimer. Nordafrika — fra Marokko til Egypten — er helt overvejende islamisk, men islam har også stor politisk og kulturel betydning i lande som Senegal, Mauretanien, Mali, Burkina Faso, Nigeria, Niger, Tchad, Sudan og Somalia.

Læs mere om religion i Afrika.

Læs mere om Afrika i øvrigt.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig