David Benioff og D.B. Weiss i 2016
De to showrunnere, David Benioff og D.B. Weiss, på San Diego Comic Con International i 2016.

Game of Thrones er en amerikansk tv-serie, der blev vist på HBO i otte sæsoner fra 2011 til 2019. De første seks sæsoner indeholder hver ti afsnit, mens sæson syv og otte kun er på hhv. syv og seks afsnit. Serien, der bygger på George R.R. Martins fantasyromaner, er kendetegnet ved at følge flere sideløbende historier, der vikles mere og mere ind i hinanden.

David Benioff og D.B. Weiss fungerede som showrunnereGame of Thrones gennem hele dens levetid, lige fra konceptstadiet i 2006 til sidste punktum for sidste sæson i 2019.

Temaer i Game of Thrones

Game of Thrones fokuserer på politiske stride mellem forskellige adelsslægter, der hver især ønsker at overtage den centrale kongemagt eller som ønsker at bevare sin autonomi fri for tronens overherredømme.

Magt

Magt er et centralt tema i Game of Thrones. Seriens røde tråd handler om, hvem der i sidste ende ender som hersker. De forskellige karakterers handlinger for at blive hersker, udforsker hvad en sådan stræben kan gøre for og ved et menneske.

Stærke kvinder

De kvindelige karakterer i Game of Thrones er stærke, kompetente og findes både i moralske og amoralske skikkelser. Flere kritikere har hæftet sig ved seriens fremstilling af kvinder er overvejende progressiv. Serien, der i en vis grad foregiver at skildre et middelalderlignende samfund, skildrer en overvejende patriarkalsk samfundsorden, men på trods af denne mandsdominans er flere af de centrale kvindelige karakterer afgørende for plottets udvikling og for diegesens magtstruktur.

Game of Thrones' stiltræk

Serien blev skabt som en del af HBO’s omfattende satsning på at producere tv-serier, som HBO havde haft omfattende succes med siden lanceringen af Sex and the City, The Sopranos og The Wire i slutningen af 1990’erne og op gennem 2000’erne. Visse træk fra denne baggrund går igen, bl.a. en tydelig betoning af sex og vold, et omfattende karaktergalleri samt en langstrakt føljetonstruktur.

Multiprotagonistdrama

Game of Thrones har ikke kun én hovedperson. Serien følger mange forskellige karakterer, der lever i forskellige dele af seriens verden, men i løbet af seriens fortælling bliver disse karakterers historier flettet mere og mere ind i hinanden. Denne fortællestil gør serien til et multiprotagonistdrama.

Sådanne historier fokuserer typisk på at skildre kontraster mellem en fortællings forskellige karakterer og deres syn på verden. Game of Thrones bruger denne struktur til at skabe en meget omfattende verden, hvor områder som fx The North, King’s Landing og Essos hver især skildres i egen ret, men hvor serien også bygger op til, at disse forskellige fortælletråde løbende skal bindes tættere sammen.

Føljetonstruktur

Game of Thrones betoner meget lange fortælletråde. Der er gennem hele serien en kamp om, hvem der skal herske over ”The Seven Kingdoms”, og denne kamp udfoldes gennem omtrent 70 timers fortælling, før den er løst. Karakteren Ned Stark siger i seriens første afsnit, at ”winter is coming” og dette udsagn bliver gentaget igen og igen gennem flere sæsoner, hvilket også viser den gradvise opbygning mod en fortællemæssigt afgørende udvikling. Denne fortællestruktur binder hele serien sammen.

Der er dog også en vis fortællemæssig helhed i hver sæson. Således indeholder næstsidste afsnit i flere sæsoner nogle meget dramatiske scener og udviklinger, hvorefter sæsonens sidste afsnit afrunder sæsonen og peger frem mod næste sæson.

Fantasy

Game of Thrones er en fantasy-serie, hvilket bl.a. ses ved, at der i serien er karakterer med overnaturlige kræfter, drager og ’white walkers.’ Game of Thrones trækker specifikt på high fantasy, hvilket vil sige, at hele fortællingen foregår i en afgrænset diegese, der ikke har nogen kontakt til den verden, som seeren lever i. Dette står i modsætning til fx Narnia- og Harry Potter-filmene, hvor der er dele af fortællingen, som foregår i noget, der til forveksling ligner seerens virkelighed.

Sex og vold

Serien er generelt meget eksplicit i sin skildring af seksuelt og voldeligt indhold. Karakterer bliver dræbt på grusom vis, og serien indeholder også flere visuelle skildringer af voldtægt. Serien indeholder også mange scener med især nøgne kvinder – meget mere end med nøgne mænd. Nogle kritikere hæftede sig bl.a. ved brugen af det, de kaldte for sexposition; en kombination af ordene sex og eksposition. Disse kritikere pointerede, at visse scener, der primært fokuserer på at formidle information, der vedrører plot og karakter, er filmet, så man ser nøgne kvinder i baggrunden, selvom nøgenheden ikke er central for handlingen.

Modtagelse af Game of Thrones

Game of Thrones-skuespillere ved Emmy-uddelingen i 2018
Flere af de mest prominente Game of Thrones-skuespillere ved Emmy-uddelingen i 2018 i Los Angeles, hvor serien for tredje gang vandt en Emmy for bedste dramaserie. Yderst til venstre ses danske Nicolaj Coster-Waldau, der spillede rollen som Jamie Lannister.
Game of Thrones-skuespillere ved Emmy-uddelingen i 2018
Af /AFP/Ritzau Scanpix.

Game of Thrones var en enorm succes for HBO, både med hensyn til kritikerros og seertal. Det ses blandt andet ved, at serien er den dramaserie, der har vundet flest Emmy-priser nogensinde. Den modtog samlet 59 Emmy-priser ud af 160 nomineringer og har således fået flere Emmy-priser end de næste to dramaserier på listen til sammen: Hill Street Blues og The West Wing. Den modtog også priser ved Golden Globes, Screen Actors Guild Awards samt Directors Guild of America Awards. Fra 2014 var Game of Thrones HBO’s største seermæssige succes nogensinde.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig