David Simon
David Simon er bl.a. kendt som showrunner på den banebrydende tv-serie The Wire (2002-2008). Foto fra 2009.
David Simon
Af /Writer Pictures/Ritzau Scanpix.

En showrunner er en betegnelse for den øverste leder i en tv-serie-produktion i den amerikanske tv-branche. Showrunnere har en central rolle som chefproducent på en tv-serie, og de leder også den kreative proces i forhold til manuskriptskrivning.

Selvom den amerikanske tv-branches brug af ledere, der reelt set fungerede som showrunnere, strækker sig tilbage til 1950’erne, er det først i 1990’erne, at selve betegnelsen ‘showrunner’ vinder frem. Vigtige eksempler er David Simon (The Wire), Shonda Rhimes (Grey’s Anatomy) og Ryan Murphy (American Horror Story).

Showrunnerens opgaver

Showrunner en ikke en officiel titel, og ofte står showrunnere krediteret som en af flere executive producere. Nogle showrunnere står for selv at udvikle et koncept for så derefter at følge det til dørs (fx David Simon og David Chase), men i andre tilfælde skifter tv-serie-produktioner showrunner op til flere gange (fx The Walking Dead).

Filmproduktioner ledes ofte af instruktører, men i den amerikanske tv-branche er det showrunneren, der står som øverste chef. De har ansvar for at udvikle en strategi for, hvordan seriens fortælling skal udvikle sig gennem en sæson. De skal også have blik for, hvordan en serie derefter kan udvikles i takt med, at serien går fra første sæson til anden sæson osv. De skal altså styre fortællingens helhed og stå for, at en serie har en rød tråd i forhold til handlingsforløb, stemning og karakterudvikling.

Skriverummet

Arbejdet med at skrive manuskripter til en tv-serie-produktion er så omfattende, at det kræver flere bidragsydere. Man har derfor i den amerikanske tv-industri et ”skriverum” (writer's room), hvor en gruppe af manuskriptforfattere udvikler koncepter, fortællinger, karakterer mv. Showrunneren er øverste chef for dette kreative arbejde, hvilket betyder, at showrunneren ofte konceptualiserer de overordnede idéer for en tv-serie, og så har de ansatte manuskriptforfattere til opgave at skrive manuskriptudkast, som passer ind i det koncept. Showrunnere står således både for at skrive egne manuskripter til enkeltafsnit og har ansvar for at omskrive de andre bidragsyderes manuskripter, så alt passer sammen som en større helhed.

Siden 2010 er der kommet flere serier, der har to showrunnere, som fx ved Game of Thrones (David Benioff and D.B Weiss) og Stranger Things (Matt og Ross Duffer). Det er også blevet mere almindeligt, at showrunnere også fungerer som instruktører, som fx ved Stranger Things og Sons of Anarchy.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig