ørne

I Europa findes to slægter repræsenteret: Hieraaetus og Aquila. Flere arter er truffet i Danmark, men kun kongeørn yngler her og gæster os årligt; de øvrige er lille skrigeørn (A. pomarina), stor skrigeørn (A. clanga), steppeørn (A. nipalensis), kejserørn (A. heliaca), dværgørn (H. pennatus) og høgeørn (A. fasciatus). Andre arter af disse slægter findes i Afrika, Sydøstasien, Ny Guinea og Australien, mens en anden gruppe "høgeørne" (Spizaetus mfl.) lever i tropisk skov i Afrika, Sydøstasien og Syd- og Mellemamerika.

Blandt de største ørne er kongeørn (vægt op til 6,7 kg, vingefang op til 227 cm) og den afrikanske kampørn (Polemaetus bellicosus, 6,2 kg og 212 cm). Visse skovlevende ørne er endnu tungere, men relativt kortvingede, fx den truede abeørn (Pithecophagus jefferyi; 8 kg) på Filippinerne og harpyen (Harpia harpyja; 9 kg, 200 cm) i Syd- og Mellemamerika, der sammen med Stellers havørn er de største af rovfuglene (bortset fra visse gribbe). Den afrikanske kronørn (Stephanoaetus coronatus) er et økologisk modstykke til abeørnen og harpyen, men er noget mindre (3,9 kg, 180 cm).

I den kristne kunst er ørnen et af de fire livsvæsener, der ifølge Johannes' Åbenbaring 4,7 omgiver Guds trone i Himlen, og allerede oldkirken tolkede denne ørn som symbol for Johannes og hans evangelium (se evangelist). I græsk og romersk mytologi optræder ørnen som attribut til eller symbol for Zeus/Jupiter. Inden for heraldikken er ørnen et hyppigt anvendt våbendyr. I andre sammenhænge ses den som herskersymbol eller symbol for statsmagten, fx i Romerriget, Det Byzantinske Rige og Det Tysk-romerske Rige, i Rusland, Tyskland og USA, bl.a. i form af en dobbeltørn.

I såvel hinduisme som aztekisk mytologi indgår en kamp mellem ørn og slange, og i det moderne Mexicos rigsvåben holder ørnen slanger i næbbet. I prærieindianernes religiøse udstyr spiller ørnefjer en markant rolle. Se også apoteose.

• høgefugle
• havørne
• slangeørne