ørne

Ørne er en fællesbetegnelse for en række mellemstore og store rovfugle i høgefuglenes familie, uden hensyn til slægtskabsforhold. Betegnelsen bruges især for arter med "fingrede" vinger, dvs. med åbninger mellem håndsvingfjerene i den udbredte vinge, hvilket er en tilpasning til langsom flyvning (bl.a. start og landing), specielt hos tunge fugle. På dansk og visse andre sprog er også fiskeørnen en "ørn", men den har ikke specielt fingrede vinger og hører til en anden familie.

I øvrigt tilhører ørne forskellige underfamilier af høgefugle (se havørne, slangeørne), men de fleste arter henføres til den store underfamilie Accipitrinae, og det følgende handler alene om disse accipitrine ørne.

I Europa findes to slægter repræsenteret, Hieraaetus (høgeørne) og Aquila. Flere arter er truffet i Danmark, men kun kongeørn yngler her og gæster os årlig; de øvrige er lille skrigeørn (A. pomarina), stor skrigeørn (A. clanga), steppeørn (A. nipalensis), kejserørn (A. heliaca), dværgørn (H. pennatus) og høgeørn (A. fasciatus). Andre arter af disse slægter findes i Afrika, Sydøstasien, Ny Guinea og Australien, mens en anden gruppe "høgeørne" (Spizaetus mfl.) lever i tropisk skov i Afrika, Sydøstasien og Syd- og Mellemamerika.

Blandt de største ørne er kongeørn (vægt op til 6,7 kg, vingefang op til 227 cm) og den afrikanske kampørn (Polemaetus bellicosus, 6,2 kg og 212 cm). Visse skovlevende ørne er endnu tungere, men relativt kortvingede, fx den truede abeørn (Pithecophagus jefferyi; 8 kg) på Filippinerne og harpyen (Harpia harpyja; 9 kg, 200 cm) i Syd- og Mellemamerika, der sammen med Stellers havørn er de største af rovfuglene (bortset fra visse gribbe). Den afrikanske kronørn (Stephanoaetus coronatus) er et økologisk modstykke til abeørnen og harpyen, men er noget mindre (3,9 kg, 180 cm).