Å, å (bogstav)

Digrafen aa betegnede oprindelig [a:], men fra 1200-tallet [ɔ]. Bogstavformen Å, å, kaldet bolle-å, opstod i svensk håndskrift i 1400-tallet som en sammenskrivning af a og o med en lydværdi først svarende til diftongen, senere til [ɔ]. Mange danske sprogforskere havde siden 1700-tallet foreslået bolle-å indført i Danmark og Norge, og blandt skandinavister og i højskolekredse er det brugt fra midten af 1800-tallet. Norge indførte officielt bogstavet i 1917, mens flere forsøg i mellemkrigstidens Danmark blev bremset.

Efter 1948 måtte Aa, aa fortsat bruges i personnavne, fx Ågård eller Aagaard, mens alle stednavne skulle ændres, fx Aalborg til Ålborg. Beslutningen vakte visse steder stor modstand, og det blev derfor i 1984 muligt for kommunale myndigheder at skrive aa i lokale stednavne, selvom den officielle retskrivning bevarede å.

Selvom det ifølge Retskrivningsordbogen altid er korrekt at skrive danske stednavne med å, har flere byer benyttet sig af de lempede regler fra 1984 og anvender aa i de lokale stednavne, således fx Faaborg, Grenaa og Aabenraa. I 2010 vedtog byrådet i Århus, at byen fra 2011 igen skulle hedde Aarhus for at gavne byens internationale profil. Hovedargumentet var, at tegnet å ikke findes i de fleste internationale tegnsæt og derfor besværliggør byens tilstedeværelse på internettet.

Reformen var længe om at trænge igennem; bl.a. fortsatte flere aviser helt op i 1960'erne af tekniske og ideologiske årsager med at skrive aa. Også Dansk Sprogværn agiterede for den gamle stavemåde med bl.a. rimet "Byens navn er Aabenraa / uden svenske boller paa" på klistermærker og plakater i 1959. De fleste personnavne skrives i nutiden stadig med aa.

Placeringen af aa/å i alfabetet lå i starten ikke fast. I de ældste retskrivningsordbøger, Badens Dansk ortografisk Ordbog (1799), Molbechs Haandordbog (1813) og Molbechs Dansk Ordbog (1833, 1859), havde bogstavet ingen selvstændig plads, men stod under a, og i Dansk Retskrivnings-Ordbog (1870) var bogstavet placeret mellem y og æ. I førsteudgaven af Nudansk Ordbog (1953) stod å som selvstændigt bogstav før a. Bolle-å'ets placering som sidste bogstav i alfabetrækken blev først endeligt afgjort med Retskrivningsordbogen af 1955.

I dansk udtales å enten som en halvlav central bagtungevokal [ɔ], som en lav rundet bagtungevokal [ɒ] eller som en lav midttungevokal [ʌ]. Udtalen af de to bagtungevokaler kan være lang, fx åben, mål, gå, på, eller kort som i gå på pension; [ɒ], der repræsenterer bogstavforbindelsen år, udtales langt i fx år, hård og tåre og kort i fx århundrede, hårdtpumpet og udtrykket en tår vand. Midttungevokalen [ʌ] er altid kort; den forekommer i fx blålys, rådden, måltid, hånd og måtte.

• dansk udtale
• retskrivning
• retskrivningsreformen i 1948