retskrivningsreformen i 1948

Mange danske sprogforskere havde siden 1700-tallet argumenteret for både små begyndelsesbogstaver i substantiverne og for bolle-å. Et tidligt forslag om at bruge å i stedet for aa finder man fx hos grammatikeren Jens Pedersen Høysgaard i 1743. Diskussionen tog dog først for alvor fart, da sprogforskeren Rasmus Rask argumenterede for bogstavet i værket Forsøg til en videnskabelig dansk Retskrivningslære med Hensyn til Stamsproget og Nabosproget (1826).

Sammen med sprog- og litteraturforskeren N.M. Petersen udarbejdede Rask et forslag til en dansk retskrivning med bl.a. bolle-å, små begyndelsesbogstaver i substantiverne, ks i stedet for x og kv i stedet for qu/qv, fx kvinde i stedet for Quinde.

Den Rask-Petersenske retskrivning fik især tilslutning fra skandinavister, skolelærere og højskolefolk. Eksempelvis blev der brugt både å og små bogstaver i Højskolesangbogen allerede fra første udgave i 1894.

I 1869 blev der holdt et nordisk retskrivningsmøde i Stockholm. Her diskuterede sprogforskere, lærere og forfattere fra Norden, hvordan man kunne bringe de nordiske sprogs retskrivning tættere på hinanden. Beslutningerne på mødet lå tæt op ad den Rask-Petersenske retskrivning, idet det bl.a. blev foreslået at udskifte det danske aa med det svenske å og at afskaffe de store begyndelsesbogstaver i substantiverne.

Danmark var ved mødet repræsenteret af bl.a. filologen og folkemindeforskeren Svend Grundtvig, der i 1870 udarbejdede en retskrivningsordbog på baggrund af vedtagelserne på mødet. Den kunne myndighederne dog ikke acceptere, og i 1872 udsendte han så en ny ordbog – uden å og med store begyndelsesbogstaver i substantiverne. Den blev samtidig Danmarks første officielle retskrivningsordbog.

I Norge blev de store bogstaver i substantiverne officielt afskaffet i 1887, og i 1917 blev bolle-å’et indført.

Op gennem 1930’erne og især under besættelsen voksede modstanden mod de store bogstaver. Der opstod en række sprogforeninger, der havde til formål at bevare og styrke det danske sprogs nordiske karakter, og tre år efter 2. verdenskrigs afslutning var tiden endelig moden til en reform.

Ved at afskaffe de store begyndelsesbogstaver i substantiverne kunne man på én gang skabe større afstand til tysk retskrivning, hvor substantiverne stadig skrives med stort, og mindre afstand til svensk og norsk. Samtidig fik man fjernet et af de helt store staveproblemer i skolen. Ved at erstatte dobbelt-a med bolle-å blev den danske retskrivning bragt tættere på retskrivningen i de øvrige nordiske lande, og man fik desuden gjort op med det ulogiske i at lade bogstavforbindelsen aa betegne lyden å.

Mens afskaffelsen af dobbelt-a og de store bogstaver var både antitysk og pronordisk, var ændringen af kunde, skulde og vilde til kunne, skulle og ville derimod rent pædagogisk. Med ændringen fik man fjernet et staveproblem, som hidtil havde fyldt meget i skolens undervisning.

Reformen slog ikke igennem alle steder lige med det samme. De sidste aviser gik således først over til den nye retskrivning i slutningen af 1960’erne, mens foreningen Dansk Sprogværn direkte arbejdede for en genindførelse af retskrivningen fra før 1948.

Størst modstand var der mod bolle-å’et. Efter reformen måtte dobbelt-a stadig bruges i personnavne, mens nordiske stednavne skulle skrives med å, fx Ålesund, Umeå, Grenå, Ålborg. Århus gik allerede i oktober 1948 over til skrivemåden med å, mens der andre steder var større modstand. Utilfredsheden tog til igennem årene, og i 1984 blev det derfor muligt for kommunale myndigheder at bruge dobbelt-a i lokale stednavne i stedet for bolle-å. I 2011 kom Århus igen til at hedde Aarhus, men det er dog kun kommunens ansatte, der er forpligtet til at bruge denne stavemåde. Ifølge Retskrivningsordbogen er det nemlig altid korrekt at skrive danske stednavne med å.

Modstanden mod de små begyndelsesbogstaver i substantiverne og mod staveformerne kunne, skulle og ville er for længst forstummet, og der er heller ingen, der ønsker dobbelt-a genindført i almindelige ord som gå, små, ål, misforstå, åben osv. Derimod står dobbelt-a fortsat stærkt i personnavne, ligesom tendensen generelt synes at gå mod færre bolle-å’er i danske stednavne. Blandt årsagerne er, at å i stednavne giver problemer i internationale relationer og i søgninger på internettet.

• Dansk Sprognævn
• retskrivning
• Retskrivningsordbogen
• Å, å – bogstav

• Bekendtgørelse om ændringer i retskrivningen (BEK nr. 128 af 22/03/1948)
• Retskrivningsordbøger gennem historien