For aboriginerne i Western Australia betød den britiske kolonisering overtagelse af deres jord, ligesom i det øvrige Australien. Dog fandt der ikke massakrer sted på oprindelige australiere i samme omfang som østpå.
De første årtier i det 20. århundrede blev en politik sat i værk, som dårligt kan betegnes som andet end et forsøg på kulturelt folkemord. En forordning fra 1905 muliggjorde, at myndighederne fjernede børnene fra deres lokalsamfund og familier og lod dem interne i lejre, hvor de gennem skolegang og hård disciplin skulle opdrages til dårligt betalte jobs i det hvide Australien. Den fortælling er udødeliggjort i filmen Kaninhegnet (2002). Filmen bygger på virkelige begivenheder og fortæller om tre piger, der flygter fra interneringslejren langs det næsten 3.000 km lange kaninhegn tilbage til deres lokalsamfund.
Western Australias historie efter 2. Verdenskrig minder meget om oprindelige australieres i det øvrige Australien. Sejre og nederlag har fulgt hinanden i kampen om at få lov til at bestemme over egne liv. I 2017 blev Fremantles byråd et af de første i Australien til at aflyse Australia Day, som markerer grundlæggelsen af bosætternes Australien. Den føderale regering skred ind over for aflysningen, og siden har byrådet aflyst festligheder i forbindelse med årsdagen.
I 2020 sprængte mineselskabet Rio Tinto et område, der bl.a. rummede et 46.000 år gammelt oprindeligt australsk helligt sted. CEO og bestyrelsesmedlemmer trak sig efter protester, men selve sprængningen var ikke ulovlig i henhold til Western Australias lovgivning.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.