Perth - by i Australien

Perth.

.

Perth. Swan Bell Tower blev opført 1999-2001. Det er 82,5 m højt og har 18 klokker, der ringer flere gange om ugen.

.

Perth, hovedstad i staten Western Australia; 1,83 mio. indb. (2011) svarende til 3/4 af hele Western Australias befolkning. Byen ligger i et enormt, næsten folketomt område og er nok verdens mest afsidesliggende storby. Den ugentlige Indian-Pacific-togforbindelse til Sydney tager 31/2 døgn. Klimaet er subtropisk med vinterregn og meget tørre, varme somre, og det giver sammen med beliggenheden ved Swan River og nær Det Indiske Ocean et attraktivt rekreativt miljø. En stigende mangel på ferskvand medfører, at store summer investeres i vandmiljøplaner og grundvandssikring.

Med sin afsides beliggenhed har byen kun modtaget begrænset tilvandring fra det øvrige Australien, mens der efter 2. Verdenskrig er kommet mange immigranter fra især Storbritannien. Næringslivet er hæmmet af de store afstande til potentielle markeder, og storindustri findes kun inden for bearbejdning af mineprodukter, bauxit og jernmalm, fra det indre af Western Australia. Omvendt beskytter de store afstande mindre virksomheder, der producerer til det lokale marked, mod konkurrence fra det øvrige Australien. Byen er en alsidig handelsby og servicecenter med store, åbne arealer, miljøbevidsthed i forvaltningen og velfungerende byplanlægning. Havnebyen Fremantle ligger som en bydel i Perth.

Historie

Britiske udvandrere oprettede i 1828 Swan River Settlement, der i 1829 fik navnet Perth efter et skotsk county. Perth blev givet byrettigheder i 1856, men først i forbindelse med guldfeberen i 1890'erne begyndte byen for alvor at vokse, og den har siden været knudepunkt for udviklingen i Western Australia.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig